U19-landstræner kalder to ekstra spillere til Aarhus

0
1006
Brøndbys Chirine Lamti, der her ses i en træningskamp, skal bruge pinsen i Aarhus.
Brøndbys Chirine Lamti, der her ses i en træningskamp, skal bruge pinsen i Aarhus.

Der er to ekstra spillere med i truppen, når U19-landsholdet på søndag samles til to dages træningslejr på DBUs anlæg i Tilst ved Aarhus.

Landstræner Søren Randa-Boldt havde oprindelig indkaldt 23 spillere, men han har nu valgt at invitere yderligere to spillere med til samlingen, hvor holdet skal forberede sig på sommerens U19 EM-slutrunde i Tyrkiet. Det drejer sig om Chirine Lamti, der er midtbanespiller på Brøndbys U18 DM-hold, og Simone Holm, der er back på Vejle Boldklubs 3F-hold.

”Der skal stadig kun udtages 18 spillere til EM-truppen, men nu får jeg mulighed for at vurdere to spillere mere. Chirine og Simone var de næste to på min standbyliste, og de har begge gjort det godt i foråret,” forklarer landstræner Søren Randa-Boldt, som udtager den endelig trup på onsdag.

I forbindelse med træningssamlingen spiller U19-landsholdet en træningskamp mod U17-landsholdet, der også skal spille om EM til sommer. Og det bliver ikke sidste gang, at de to landshold mødes inden de krævende EM-kampe. Søren Randa-Boldt har nemlig måttet opgive at få to træningskampe op at stå mod Spanien i løbet af juni. I stedet er det nu besluttet, at der bliver en ekstra landsholdssamling i Danmark 15.-20. juni, hvor der skal spilles kampe mod hhv. U17-landsholdet og A-landsholdet.

”Det er den bedste løsning, vi har kunnet finde. Selvfølgelig vil pigerne nok blive overmatchet i kampen mod A-landsholdet, men det vil være rigtig godt for deres udvikling at opleve, hvor langt de er fra A-landsholdsniveauet,” siger Søren Randa-Boldt.

Læs også: U19-landsholdet gør klar til de sidste EM-forberedelser