Fortuna Hjørring snuppede sølvet

0
1031
Fortuna jubler efter Tiffany Weimars scoring til 3-0 kort før slutfløjtet.

 

Fortuna jubler efter Tiffany Weimars scoring til 3-0 kort før slutfløjtet.

Det blev Fortuna Hjørring, som vandt kampen om sølvmedaljer og Champions League-kvalifikation i 3F Ligaen.

Mens Skovbakken lørdag måtte nøjes med 1-1 hjemme mod BSF i sidste runde af slutspillet, så slog Fortuna de nykårede danske mestre fra Brøndby med 3-0, og dermed sluttede Fortuna med 33 point foran Skovbakkens 31 point. Skovbakken må dermed nøjes med bronzemedaljer igen, mens Fortuna for andet år i træk får sølv, som giver adgang til Womens Champions League.

Sølvvindere 2012.

Lisa Maria Woods, Line S. Jensen og Tiffany Weimar scorede Fortunas mål, og bagefter fik glæden frit løb hos Fortuna-spillerne, som sang sejrssang få meter fra Brøndby-spillerne, der samtidig  sang “Vi er mestrene…”:

”Set over hele sæsonen er det fortjent at Brøndby vinder guld, for de har været det bedste hold. Men for os er det positivt, at vi slutter sæsonen med at slå netop Brøndby og så på deres hjemmebane. Vi lykkes i dag rigtig godt med vores opbygningsspil og med at spille os ud af presset,” sagde Fortuna-træner Jakob Borup efter kampen.

Fortunas anfører og målmand Heidi Johansen fejrede fødselsdag lørdag og kaldte sejren og sølvmedaljerne for ”den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne få”:

”Jeg synes, at sølvmedaljerne er fortjente, og i dag viste vi, at vi er et tophold og at vi sammen med Brøndby er en værdig repræsentant for dansk kvindefodbold i den kommende europæiske klubturnering,” sagde hun til 3f.dk/fodbold efter kampen.

Fortunas målmand og anfører Heidi Johansen i aktion.