Nadia Nadim: Derfor skifter jeg

0
2151
Naida Nadim i en kamp mod BSF. Netop BSF bliver Nadims sidste modstander for Skovbakken.
Naida Nadim i en kamp mod BSF. Netop BSF bliver Nadims sidste modstander for Skovbakken.

Efter seks år i Skovbakken havde Nadia Nadim brug for nye udfordringer for at udvikle sig fodboldmæssigt. Sådan forklarer den 24-årige landsholdsangriber, at hun fra næste sæson skifter fra Skovbakken til 3F Liga-konkurrenterne Fortuna Hjørring.

”Jeg følte, at det var på tide at komme videre for at udvikle mig. Jeg vil rigtig gerne til udlandet på et tidspunkt, men det skal først være, når jeg er færdig med min bachelor om et år, og derfor var Fortuna en rigtig god mulighed lige nu,” siger Nadia Nadim, som indgået en 1-årig aftale med Fortuna Hjørring.

Bliver boende i Aarhus

Nadia Nadim læser medicin på Aarhus Universitet, og hun fortsætter med at bo og læse i Aarhus.

”Jeg skal pendle frem og tilbage mellem Hjørring og Aarhus, og vi har aftalt, at jeg skal træne en gang om ugen i Aarhus med et drenge- eller herrehold. Det ligger endnu ikke fast, hvilket hold jeg skal træne med,” fortæller Nadia Nadim.

Nadia Nadim bliver boende i Aarhus.

Fortuna Hjørring har haft Nadia Nadim på ønskelisten i flere år, og den afghanskfødte angriber, der spillede i Aalborgklubben B52 i ungdomsårene, glæder sig til udfordringerne i det nordjyske:

”Jeg kender Fortuna rigtig godt efter at have spillet mange kampe mod dem gennem årene. De er altid med i toppen af ligaen og kommer altid langt i pokalturneringen, så det er et rigtig stærkt fodboldhold, der spiller meget direkte og er gode til at iscenesætte sine kanter,” siger hun.

Skovbakken og Fortuna i duel om sølvet

Skæbnen vil, at Nadia Nadim i sin sidste kamp for Skovbakken på lørdag skal konkurrere direkte med Fortuna Hjørring om den vigtige andenplads, der giver kvalifikation til Champions League. Begge hold har 30 point, og en sejr til Skovbakken over BSF kan sikre sølvmedaljerne til Nadias nuværende klub, hvis Fortuna samtidig taber til Brøndby:

”Jeg er stadig en del af Skovbakken, og jeg kæmper for klubben og for sølvmedaljerne lige indtil kampen fløjtes af på lørdag. Så det kommer ikke til at spille nogen rolle for mig. Og jeg er sikker på vi slår BSF. Vi tabte til dem for fire uger siden, men det var en kamp, hvor tingene bare ikke gik vores vej, og sådan bliver det ikke på lørdag. Vi vinder og i modsætning til BSF har vi også noget at spille for,” siger Nadia Nadim, der kalder sine seks år i Skovbakken for fantastiske:

”Skovbakken er stadig blandt de bedste”

”Jeg har været med til at starte og forme et helt nyt hold op fra bunden, og vi har været på en fed rejse sammen, hvor vi er blevet bedre sammen år for år,” siger Nadia Nadim, og tilføjer:

”Det kan da godt føles ærgerligt, at man ikke kan være i den samme klub altid, men sådan må det nu en gang være, hvis man også vil udvikle sig som spiller”.

Foruden Nadia Nadim må Skovbakken sige farvel til landsholdsangriberne Sanne Troelsgaard og Pernille Harder. Sanne Troelsgaard vender retur til Brøndby, og Pernille Harder har tegnet kontrakt med den svenske storklub Linköpings FC.

”Men Skovbakken har stadig et stærkt hold. De har en bred trup med mange gode spillere, så jeg er sikker på, at de også kommer til at spille med om medaljer næste år,” siger Nadia Nadim.

Nadia Nadim i slutspilskampen mod Brøndby for to uger siden.