Stortalenter rykker til Fortuna

0
2287
U17- og U19-landsholdets målmand Maria L. Christensen rykker fra Viborg til Fortuna Hjørring.
U17- og U19-landsholdets målmand Maria L. Christensen rykker fra Viborg til Fortuna Hjørring.

To af dansk kvindefodbolds største talenter rykker fra den kommende sæson til Fortuna Hjørring. Det drejer sig om angriberen Karoline Smidt Nielsen, der kommer fra OB, og målmanden Maria Christensen, der kommer fra Viborg.

”Der er fra Fortunas side tale om en bevidst strategisk satsning på unge talenter, der via målbevidst udvikling i klubben skal skabe danske stamspillere til 3F Liga-holdet. Det er en satsning, der vil blive fulgt op i de kommende sæsoner,” skriver klubben på sin hjemmeside.

Karoline Schmidt Nielsen - i OB-trøjen.

Karoline Schmidt Nielsen er 18 år og har spillet i alt 26 kampe på de danske ungdomslandshold og scoret ni mål. I Fortuna Hjørring bliver hun en del af 3F Liga-truppen, som kan se frem til at få en spiller, der god med begge ben, teknisk dygtig og fysisk stærk:

”Jeg er en teknisk spiller, og samtidig er jeg meget perfektionistisk, så som helt lille har jeg enten stået alene i baghaven og jongleret, øvet finter og sparket på mål i timevis eller spillet nede på fodboldbanen sammen med drengene,” fortalte Karoline om sig selv, da FODBOLD FOR PIGER portrætterede U19-landsholdsspillerne før sommeren EM-slutrunde.

Maria Christensen beskrives af Fortuna som det største målmandstalent i Danmark lige nu. Hun er kun 17 år men har allerede erfaring fra 3F Ligaen, hvor hun vogtede målet i sidste sæson for Team Viborg. Hun er målmand for både U17- og U19-landsholdet og deltog i sommerens EM-slutrunder for begge landshold. I Fortuna skal hun træne med 3F Liga-truppen men skal primært volgte målet for U18 DM-holdet:

”Mine styrker som målmand er mand/mand situationer. Jeg har arbejdet meget med indlæg, og det er blevet en af mine styrker. Jeg er meget perfektionistisk og dette går ofte udover de fire forsvarere,” fortalte Maria Christensen om sine styrker i FODBOLD FOR PIGERs portrætserie om U19-landsholdet, hvor hun også afslørede, at hendes ambition er at blive både udlandsprofessionel og A-landsholdsspiller.

Både Karoline Schmidt Nielsen og Maria Christensen skal gå i gymnasiet i Nordjylland, samtidig med at de spiller og træner i Fortuna Hjørring.