Nyhedssite om pigefodbold får nyt liv

0
783

Pressemeddelelse fra FODBOLD FOR PIGER:

FODBOLD FOR PIGER, som er Danmarks eneste uafhængige nyhedssite om dansk pige- og kvindefodbold, er i luften igen efter en pause på nogle uger. FODBOLD FOR PIGER blev sat i bero, fordi det trods stor læseropbakning ikke lykkedes at skaffe sponsorer til at videreføre sitet. Men nu er det lykkedes at finde tilstrækkeligt med sponsorer, så sitet kan drives videre.

Dermed kan en af landets hurtigst voksende idrætsgrene glæde sig til fortsat nyhedsdækning med særlig fokus på eliteungdoms-rækkerne. FODBOLD FOR PIGER blev startet for et år siden som et frivilligt projekt og har i sit første leveår opnået en pæn læserinteresse, både blandt spillere, trænere, forældre og andre, der beskæftiger sig med pigefodbold.

FODBOLD FOR PIGER er dagligt blevet fulgt af 500-1000 unikke besøgende på nettet, og har efterhånden nået over 1500 likes på facebook, hvoraf mange er fra kernemålgruppen, dvs. fodboldspillende piger i alderen 12-19 år. Derfor vil budskabet om, at sitet nu starter op igen, uden tvivl vække glæde blandt mange af de næsten 75.000 piger og kvinder, som nu spiller organiseret klubfodbold i Danmark.

”Pigefodbolden har oplevet en massiv vækst de seneste år. Der er nu langt flere piger og kvinder, der spiller fodbold end håndbold, men trods væksten har pigefodbolden stadig svært ved at få opmærksomhed i de etablerede medier. Det var den situation, som vi gerne ville ændre på for et år siden, og som vi nu får mulighed for at gøre endnu mere ved,” siger initiativtageren bag FODBOLD FOR PIGER, Steen Trolle, der til daglig arbejder med lokalaviser, men som driver FODBOLD FOR PIGER på rent privat basis.

Yderligere oplysninger: Steen Trolle, mobil 29 29 45 59, redaktion@fodboldforpiger.dk