HER ER TRUPPEN, DER SKAL FÅ DANMARK TIL U17-EM

0
944

Næsby og BSF topper listen over klubber, som har flest spillere med på det U17-landshold, som til marts skal forsøge at kvalificere sig til sommerens U17-EM via en EM-kvalifikationsturnering mod Belgien, Tyskland og Holland.

Landstræner Anders Damgaard har udtaget 18 spillere, som fik besked tirsdag, og af dem kommer der tre fra BSF og tre fra Næsby. OB, Skovbakken og Kolding Q sender hver to spillere, mens Brøndby, Team Viborg, Thisted og Vejle er repræsenteret med én. Desuden er en enkelt tysk klub repræsenteret, nemlig topklubben Turbine Potsdam, som siden september har haft den tidligere Brøndby-spiller Louise Ringsing i sin ungdomstrup.

EM-kvalifikationsturneringen spilles i Belgien, hvor Danmark spiller den første kamp torsdag den 7. marts kl. 16 mod værtsnationen Belgien. Lørdag den 9. marts kl. 16 gælder det de forsvarende EM-mestre fra Tyskland, og tirsdag den 12. marts kl. 17 sluttes der af med en kamp mod Holland.

”Det er en meget svær, men spændende EM-kvalifikation, der venter os i Belgien. Vi er i en dynamitpulje med de forsvarende Europamestre fra Tyskland, U16 Nordic-mestrene fra Holland samt ukendte Belgien. Men dette U17-hold har siden sommer vundet fem ud af fem landskampe, så det er med fuld fortrøstning og tro på egne evner, at vi tager til Belgien og forsøger at kvalificere os til EM igen,” siger landstræner Anders With Damgaard til 3f.dk/fodbold.

De 18 spillere, som er udtaget til EM-kvalifikationsturneringen, er disse:

  • Stine Larsen, Brøndby IF
  • Naja Bahrenscheer, BSF
  • Nicoline Sørensen, BSF
  • Rikke Sevecke, BSF
  • Louise Ringsing, FFC Turbine Potsdam
  • Simone Andersen, Hillerød GI
  • Mathilde Wichmann, IK Skovbakken
  • Thora Hansen, IK Skovbakken
  • Christina Beck, KoldingQ
  • Ida Guldager, KoldingQ
  • Kamilla Ø. Jensen, Næsby Boldklub
  • Maja Kildemoes, Næsby Boldklub
  • Marie Maj Madsen, Næsby Boldklub
  • Lykke Kildegård Thomsen, OB
  • Mathilde Jessen, OB
  • Sara Thrige, Team Viborg
  • Rikke Dybdahl, Thisted FC
  • Sarah Dyrehauge Hansen, Vejle BK

FOTO: U17-landsholdet vandt sidste forår EM-kvalifikationsturneringen på dansk grund, hvor Holland var en af modstanderne. Holland er et af de tre hold, som Danmark også skal møde ved EM-kvalifikationsturneringen til marts i Belgien. Her er Vejles Sarah Dyrehauge Hansen (billedet) med igen. Foto: Steen Trolle