Brøndby: Endnu sjovere at vinde pokalen i Hjørring

0
821
Årets pokalfinale mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF spilles onsdag kl. 17 på Hjørring Stadion.
Årets pokalfinale mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF spilles onsdag kl. 17 på Hjørring Stadion.
Årets pokalfinale mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF spilles onsdag kl. 17 på Hjørring Stadion.

Fortuna Hjørring løb med hjemmebanefordelen, da der blev trukket lod om spillestedet til årets pokalfinale mellem Fortuna og Brøndby, som spilles onsdag kl. 17. Men står det til Brøndbys cheftræner Peer Lisdorf, så skal det gøres til en ekstra gulerod for Brøndby-spillerne, at pokalfinalen skal spilles på Hjørring Stadion.

Brøndbys træner Peer Lisdorf.
Brøndbys træner Peer Lisdorf.

”Når det nu skal være sådan, så prøver jeg at bruge det motivationsmæssigt – at det bare er endnu sjovere at vinde finalen, når den spilles oppe hos dem,” siger Peer Lisdorf.

Han havde helst set, at Brøndby var sluppet for rejsen og havde kunnet spille kampen på Brøndby Stadion. Men tilskuerne i Hjørring og seerne på TV3sport skal nok få et Brøndbyhold at se i stærkeste forfatning.

”Vi gør alt hvad vi kan for at forberede os maksimalt. Der har været kamppause i weekenden, så vi har haft ekstra mange dage at forberede os i, og vi vælger at flyve til Nordjylland og tage en overnatning efter kampen, så vi skal nok være helt friske til finalen,” siger Peer Lisdorf.

De to finalehold har mødt hinanden fire gange i denne sæson i 3F Ligaen. Brøndby har vundet tre gange, mens en enkelt kamp er endt uafgjort 1-1.

”Vi har haft et godt tav på den, men har også spillet nogle meget lige kampe. Så vi skal selvfølgelig ind og kigge på, hvad det er vi har gjort godt i disse fire kampe,” siger Peer Lisdort, som forudsiger et rigtig pokalopgør med fuld power.

”Det bliver en alt eller intet kamp, som begge hold vil være rigtig godt sat op til. Jeg håber og tror, at den bliver mere velspillet end de tidligere opgør med Fortuna i denne sæson, og vi vil i hvert fald gøre hvad vi kan for at spille bedre fodbold end i de foregående opgør, som har været meget præget af lange bolde, duelspil og nærkampe,” siger Brøndby-cheftræneren.