U16: Brøndby fejrede “The Double” med 3-0 i sidste kamp

0
1075
De nykårede sjællandsmestre fra Brøndby. Foto: Steen Trolle
De nykårede sjællandsmestre fra Brøndby. Foto: Steen Trolle
De nykårede sjællandsmestre fra Brøndby. Foto: Steen Trolle

Brøndbys U16-piger har gjort klubbens 3F-hold kunsten efter og sikret sig The Double, dvs. både mesterskabet og pokalen. Pokalen fra DBU Sjælland blev vundet ved et finalestævne i Farum Park for tre uger siden, og mandag aften blev sjællandsmesterskabet kørt i hus. Det skete, da Brøndby vandt sæsonens sidste kamp i den sjællandske Elite 1-række med 3-0 ude over Taastrup.

Faktisk blev mesterskabet allerede vundet for en uge siden. Her blev oprykkerne fra Lyngby slået med 4-0 på udebane. Men trænerstaben havde besluttet, at mesterskabet først skulle fejres efter den sidste kamp i Taastrup, hvor den så til gengæld stod på ægte mesterskabsfest.

Her var der således masser af familie-tilskuere i gule Brøndby-trøjer, og da kampen var slut, var der både vandkamp, jubelscener og medaljeoverrækkelse fra en SBU-repræsentant, ligesom der blev spillet ”We are the Champions”. Ikke fra stadionhøjtalerne  – men fra en Iphone og nogle små højtalere, som spillerne selv havde medbragt.

Vi er mestrene, mestrene, mestrene.....
Vi er mestrene, mestrene, mestrene…..

“Fantastisk sæson”

Og der er god grund til at feste, mener cheftræner Christina Jensen. For Brøndbys U16-piger har gjort det godt i turneringen, hvor de har vundet ni ud af ti kampe og scoret 39 mål, mens der kun er lukket ni mål ind.

”Vi har haft en fantastisk sæson, hvor hele holdet har udviklet sig, både individuelt og holdtaktisk. Når vi har skiftet ud, har vi hele tiden kunnet sætte friske folk ind, som har kunnet gå ind og fortsætte konceptet, og samtidig har vi nogle individualister, som kan afgøre kampene,” siger Christina Jensen.

Hun roser pigerne for at være gode til at arbejde for hinanden – både på og udenfor banen.

”Selv på dage, hvor det ikke rigtig kører for dem på banen, er de enormt dygtige holdtaktisk. Så arbejder de stadig for holdet. Samtidig er de også gode udenfor banen til at støtte og hjælpe hinanden,” siger Christina Jensen.

Tre spillere til U18 DM-truppen

Ud over Elite 1-turneringen og pokalturneringen har Brøndby spillet to stævner i hhv. Sverige og Norge. Så det har også været en meget lang sæson, konstaterer Brøndby-træneren, der efter sæsonen siger farvel til tre årgang 97-spillere, der nu træder ind i Brøndbys U18 DM-trup.

”Vi får også godt hold på den anden side af sommerferien. Der kommer en masse talent op fra U14, og de spillere, som allerede er i truppen, kan stadig udvikles,” siger Christina Jensen, der i sidste ende vurderer sin egen og trænerstabens succes på evnen til at udvikle spillere til U18 DM-truppen.

”Og ud af tre mulige spillere får vi altså tre med i U18 DM-truppen. Så det har været en fantastisk forårssæson,” siger Brøndbytræneren.

Yes, pokalen er vores...
Yes, pokalen er vores…