U15-kamp skal spilles på superligastadion

0
1555
U15-pigerne fra Romalt/Helsted, som 8. oktober spiller på Auto C Park Randers.
U15-pigerne fra Romalt/Helsted, som 8. oktober spiller på Auto C Park Randers.
U15-pigerne fra Romalt/Helsted, som 8. oktober spiller på Auto C Park Randers.

Normalt er det  superligaholdet fra Randers, der spiller hjemmekampe på Auto C Randers Park. Men tirsdag den 8. oktober kl. 18.30 lægger det lokale superligastadion græs til en kamp mellem to af Jyllands stærke U15-pigehold.

Det sker, når de bedste U15-piger fra Helsted IF/Romalt IF og Fortuna Hjørring mødes til en kamp i den jyske Mesterrække 1, der får næsten samme set up som en superligakamp. Der vil således være tre dommere, bolddrenge, stadionspeaker og pølsesalg på stadion til kampen, som Helsted IF/Romalt IF har valgt at bruge til at sætte fokus på pigefodbolden i Randers

“Det bliver en aften, hvor der er lagt vægt på at vise pigefodbold fra sin bedste side, for det er to pigehold med mange talenter, der investerer rigtig mange træningstimer i klubberne hver eneste uge,” skriver Mikael Halvorsen fra Helsted IF/Romalt IF til FODBOLD FOR PIGER.

Han håber at kampen vil trække en del tilskuere til stadion, hvor der er gratis adgang.

“Der bliver i hvert fald brugt en hel del krudt på at skabe opmærksomhed om kampen,” siger han.

Massiv udvikling

Pige-/kvindefodbold har gennemgået en massiv udvikling i Randers de seneste år. Tidligere var det især Vorup IF, der tegnede kvindefodbolden på seniorplan, og Vorup, der har spillet i Elitedivisionen (forgænger for 3F Ligaen, red.) er fortsat blandt landets bedste med et hold i kvindernes 1. division. Men på ungdomsplan er der kommet flere klubber til, så pigefodbold nu er spredt ud på et større geografisk område. Helsted IF/Romalt IF er i dag den største, og her er der nu 220 spillere fra de yngste pigehold og op til seniorrækkerne.

Det nye klubsamarbejde har også markeret sig på resultatsiden. En foreløbig status lyder på følgende resultater i sidste sæson: Jysk mesterskab i U18 A-indendørs, jysk mesterskab for U15 B 11-mands, jysk sølv i U15 Mesterrække 2 11-mands, jysk mesterskab i U18 mesterrække 11 mands og oprykning for seniorerne fra Jyllandsserien til kvindeserien.