DBU: Vi hørte intet fra Taastrup, inden de lukkede 3F-holdet

0
892
Taastrup, der
Taastrups 3F-kvinder i en pokalkamp mod SC Egedal i foråret. Nu er det slut med elitefodbold i Taastrup.
Taastrups 3F-kvinder i en pokalkamp mod SC Egedal. Nu er det slut med elitefodbold i Taastrup.

Taastrups beslutning om at trække sit hold fra 3F Ligaen med omgående virkning har ikke kun overrasket og chokeret spillertruppen. Hos DBUs Kvinde-Eliteudvalg, der har ansvaret for 3F Ligaen, er der også stor overraskelse over beslutningen, som blev meddelt i en pressemeddelelse, efter at Taastrups bestyrelse havde orienteret en total uforberedt spillertrup.

“Det er med kæmpe ærgrelse og skuffelse, at vi har modtaget beskeden fra Taastrup. Det er ærgerligt for både spillere, ledere og for resten af 3F Ligaen, og så er det skuffende, at Taastrup vælger at gøre det, uden overhovedet at have spurgt DBU først,” siger Mette Bach Kjær, formand for Kvinde Elite i DBU, til FODBOLD FOR PIGER.

Kvinde Elite holdt tirsdag et møde med Taastrups bestyrelse om beslutningen, som begrundes med, at klubbens 3F hold giver underskud og at klubben ikke ser sig i stand til at opfylde licensbetingelserne for at spille med i 3F Ligaen.

“Vi ville gerne høre dem fortælle om beslutningen, som vi kun havde læst om  i en pressemeddelelse. Når de skriver, at licenskravene er for hårde, så burde de have taget kontakt til os, inden de bare valgte at trække holdet. Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort noget. Men min intention ville have været, at vi kunne have organiseret det på en måde, så vi kunne have spillet resten af sæsonen færdig med alle otte hold. Men desværre fik vi aldrig muligheden for at prøve at finde en løsning,” siger Mette Bach Kjær.

DBU drøfter Taastrup-sag på bestyrelsesmøde

DBUs bestyrelse skal nu beslutte, hvad der skal ske med de kampe, som Taastrup er involveret i.

“Vi er nødt til at spille sæsonen færdig kun med syv hold, men hvad skal der ske med de kampe, som skulle have været spillet? Skal de afgøres med 3-0 til modstanderne? Og hvad med de Taastrup-kampe, som er spillet? Det skal DBU tage stilling til på sit bestyrelsesmøde i januar,” fortæller Mette Bach Kjær.

Kravene for at få licens til 3F Ligaen er blandt andet, at klubben skal ansætte en kommerciel leder og at træneren skal have A-træneruddannelse. Der stilles også krav til stadionfaciliteter og forskellige krav til klubbens elitetræningsmiljø.

“Vi spørger selvfølgelig os selv, når der sker sådan noget her, om licenskravene er skrappe. Men vi er netop nu på en tur rundt til alle licensklubberne, hvor vi har en dialog med den kommercielle leder og med bestyrelserne, og meldingen fra klubberne er, at det er hårde skrappe, men alle er enige i, at det er den vej, vi skal gå, hvis dansk kvindefodbold skal udvikles,” siger Mette Bach Kjær.

Kommerciel leder er afgørende

Den største investering for klubberne er ansættelsen af en kommerciel leder. Klubberne får dog et tilskud fra DBU på op til 60 procent af lønnen og maksimalt 300.000 kroner om året til den kommercielle leder.

“Det er helt nødvendigt, at man får en ressource ind i klubberne, som kan arbejde målrettet i dagtimerne med at udvikle det kommercielle koncept. Det er jo i dagtimerne til hverdag, at man har mulighed for at kontakte sponsorer, kommunen osv. Det kan ikke ske i fritiden og på frivillig basis,” siger Mette Bach Kjær.

Læs også: Spillere i chok: Taastrup FC lukker sit 3F Liga-hold