Ny U17 DM-liga erstatter U18 DM fra næste sæson

0
1014
BSF og Varde i en U18 DM-kamp i efteråret. Fra næste sæson er det slut med U18 DM.
BSF og Varde i en U18 DM-kamp i efteråret. Fra næste sæson er det slut med U18 DM.
BSF og Varde i en U18 DM-kamp i efteråret. Fra næste sæson er det slut med U18 DM.

Fra næste sæson er det slut med U18 DM ligaen. I stedet indføres en ny U17 DM-liga, som kun er for spillere fra årgang 98 og 99. Det har DBUs Kvindeelitegruppe netop vedtaget.

“Det betyder, at klubber der søger licens til deltagelse i den nye U17-turnering efter sommer kun kan liste spillere op på disse to årgange og licenstildelingen vil naturligt også gå ud fra niveauet på disse,” skriver DBU på sin hjemmeside.

Samtidig bliver der indført en ny U19 eliterække. Præcis hvilken form denne række skal have, er endnu ikke besluttet, men målet er det højest mulige niveau:

“Samarbejdet mellem DBU Bredde, DBU’s lokalunioner og DBU Elite vil være afgørende for, at den nye U19-række opnår højst mulige niveau. Et arbejde, der allerede vil gå i gang i de kommende dage,” skriver DBU.

De nye årgange indføres for at begrænse antallet af piger, der stopper med at spille fodbold:

“Baggrunden er et ønske fra DBU’s Ungdomsgruppe, der længe har ønsket at foretage justering i pigerækkerne for at tilbyde en turnering, der fastholder flest mulige pigespillere i de årgange, hvor frafald er et stigende problem. Man har efter flere overvejelser på både bredde- og eliteniveau, samt med en god erfaring fra årgangsopdelingen på drengesiden, vurderet, at et nyt tilbud om deltagelse i en U19 række i højere grad vil kunne være et redskab for at kunne fastholde og udvikle pigerne bedst muligt,” skriver DBU.

Forud for beslutningen er planerne blevet kritiseret af flere U18 DM-klubber. Kritikken er ikke blevet mindre ved udsigten til, at de nye årgange indføres allerede fra næste sæson, og at det endnu er uvist, hvilken form den kommende U19 elite-række skal have. Formanden for Kvindedivisionsforeningen, Mette Bach Kjær, glæder sig over den nye struktur, men hun forstår klubbernes frustration over det korte varsel:

”Ja, vi beklager at det har taget lidt længere tid end forventet, og vi forstår klubbernes frustration. Men overordnet set tror vi på alle fronter, at dette tiltag er det bedste for pigefodbolden, og det må vi hele tiden arbejde efter. Det ligger også i fuld tråd med vores overordnede linjer i Vision 2020 om at sikre et tættere bånd imellem både bredde og elite, og det gør vi med denne beslutning,” siger Mette Bach Kjær til dbu.dk.

Fristen for at søge licens til U17 DM-ligaen er 3. marts 2014 kl. 12.00