Brøndby IF: Vi er kun med, hvis U19 bliver landsdækkende

0
1683
Brøndbys U18 DM-hold i kamp mod Hillerød i efteråret. Arkivfoto: Steen Trolle
Brøndbys U18 DM-hold i kamp mod Hillerød i efteråret. Arkivfoto: Steen Trolle
Brøndbys U18 DM-hold i kamp mod Hillerød i efteråret. Arkivfoto: Steen Trolle

Hvis den kommende U19 elite-række, som indføres fra sommerferien, ikke bliver landsdækkende, så bliver det uden Brøndby IF.

Klubben på Vestegnen er klar til at satse helhjertet på U19, når U18 DM afskaffes fra sommerferien. Men Brøndby vil have sikkerhed for, at niveauet i eliterækken bliver godt nok. Derfor afviser klubben, at den vil være med, hvis der kun bliver tale om en regional turnering under DBU Sjælland.

”Vi har bestyrelsens opbakning til at satse 100 procent på U19 elite. Derfor skal vi også have sikkerhed for, at vores spillere bliver matchet ordentligt. Med al respekt for de øvrige hold på Sjælland, så vil en sjællandsk turnering ikke få et tilstrækkeligt højt niveau, og så er vi nødt til at finde alternativer,” siger Brøndbys kvindeformand Jan Borre.

Svenske og jysk-fynske modstandere

Mens det er besluttet at lave en landsdækkende U17 DM-liga, så bliver den nye U19-struktur først besluttet i midten af april. Brøndby appellerer til Kvindedivisionsforeningen om at lave en landsdækkende række a la U17 DM. Men sker det ikke, så vil Brøndby i stedet arrangere kampe udenfor turneringerne mod stærke modstandere fra Danmark og Sverige.

”Så må vi tage med på U17-holdets ture til Jylland og spille mod deres modstanderes U19-hold, eller vi må arrangere weekendture til Sverige, hvor vi møder de bedste svenske hold. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde nogle stærke modstandere. Jeg ved, at der er mange af de jyske klubber, der også ønsker en landsdækkende turnering,” siger Jan Borre.

“Jeg er sikker på, at vi nok skal finde nogle stærke modstandere.”

Jan Borre, kvindeformand, Brøndby IF

U19-træner: Samme eliteforhold som på U18 DM

Brøndby har netop udpeget den nuværende U18 DM-træner Rene Nielsen til ny U19-træner, mens den mangeårige U15/U16-træner Christina ”Stina” Jensen bliver U17 DM-træner og den hidtidige U14-træner Ian Melhede rykkes op som U15-træner.

”For mig har det været alfa og omega for at sige ja, at vi kan garantere de samme eliteforhold for U19, som vi i dag kan for U18. Jeg håber derfor, at Kvindedivisionsforeningen laver en landsdækkende turnering. Men sker det ikke, så finder vi andre løsninger, så spillerne bliver tilstrækkeligt udfordret,” siger den nye U19-træner Rene Nielsen.