Vorup før premieren mod OB: Vi er klar til 3F Ligaen

0
1536
Vorup fra en kamp i foråret mod Vejle i 1. division. Foto fra Vorups facebookside
Vorup fra en kamp i foråret mod Vejle i 1. division. Foto fra Vorups facebookside
Vorup fra en kamp i foråret mod Vejle i 1. division. Foto fra Vorups facebookside

Vorup FB løber ikke på banen med bævende ben og svedige håndflader, når de på søndag klokken 14 debuterer ude mod OB i landets bedste kvinderække, 3F Ligaen.

Klubben fra Randers har masser af rutine på holdet, og cheftræner Benny Rosenquist tror på, at holdet er klar til ligaen, efter en succesrig sæson i 1. division, hvor holdet vandt sin pulje i grundspillet.

“Vi har mange spillere, der har passeret 30 år, og vi har en håndfuld spillere, der tidligere har spillet i 3F Ligaen i henholdsvis Vejle, Skovbakken og Fortuna, så det er i mange sammenhænge et rutineret hold. Desuden er klubben en traditionsrig klub i kvindesammenhæng – den spillede med i landets bedste række for 16-17 år siden,” siger Benny Rosenquist, der selv bidrager med rutine fra mange års arbejde som kvindetræner, hvor han bl.a. har stået i spidsen for Vejle og Skovbakken.

“Vi kender vores begrænsning”

Vorup vandt sin pulje i 1. division med seks points forspring til Team Viborg efter en stærk sæson med 10 sejre og bare ét nederlag i 14 kampe. I kvalifikationsligaen, hvor de seks hold fra 1. divisions top og 3F Ligaens bund mødtes i foråret, gik det knap så godt. Her sluttede Vorup på sidste pladsen med seks point, men efter balladen med tvangsnedrykning af to klubber fra 3F Ligaen og den efterfølgende suspension af licenssystemet, er Vorup alligevel kommet med i den bedste række, og Benny Rosenquist og resten af holdet glæder sig.

“Vi spillede ikke noget fantastisk forår, men vi har analyseret kampene i kvalifikationsligaen, og vi ved godt, at vi skal et step op for at være med i 3F Ligaen, og det arbejder vi ud fra. Vi ved hvilke parametre, vi skal forbedre, men vi kender også vores begrænsning, så vi tror selv på, at vi er klar,” siger Benny Rosenquist.

“Fornuftigt startprogram”

Målsætningen er i første omgang formuleret løst til at “få skrabet nogle point sammen, så vi kan komme i gang”. Men på sigt er sæsonmålet er undgå at blive et af de sidste fire hold i den liga, som i den nye sæson består af ti hold.

“Vores første kamp mod OB bliver en stor mundfuld, men så får vi set, hvad vi også er oppe imod. Derefter venter B93-HIK-Ryparken, Team Viborg og Vejle, som er nogle af de hold, vi skal måle os imod, så det er en fornuftig start vi  har,” siger Vorup-træneren, som selv som DM-favorit har Fortuna Hjørring – et hold som Vorup møder første gang den 3. september på udebane.

Forstærkninger indefra

Vorup har ikke hentet nye spillere udefra i sommerpausen, men holdet har alligevel fået forstærkninger. Fire spillere, der hører til i og omkring startopstillingen, er nemlig tilbage fra to gange barsel, jordomrejse og en langtidsskade. De glæder sig – og det samme gør klubbens mange frivillige, som er klar til bakke holdet op på hjemmebanen, der bliver en af de bedre i 3F Ligaen.

“Ja, vi har en ny kunstgræsbane, vi har tribuner og vi har en storskærm. Så vi har rigtig gode rammer om vores hjemmekampe, hvor der plejer at komme 75-100 tilskuere,” fortæller Vorups cheftæner Benny Rosenquist.

Tegn et frivilligt abonnement på FODBOLD FOR PIGER. Hvem skal ellers skrive om dansk pige- og kvindefodbold???

Vorup-jubel efter en scoring i 1. division.
Vorup-jubel efter en scoring i 1. division.