U19-landsholdet kom et skridt nærmere EM 2015

0
851
Nicoline Sørensen, her i kamp for U17-landsholdet i 2013, scorede to gange.
Nicoline Sørensen, her i kamp for U17-landsholdet i 2013, scorede to gange.
Nicoline Sørensen, her i kamp for U17-landsholdet i 2013, scorede to gange.

Det danske U19-landshold er klar til forårets Eliteround, som er sidste step inden næste sommer EM-slutrunde i Israel. U19-landsholdet vandt mandag sin anden 3-0-sejr ved den første EM-kvalifikationsturnering, som i disse dage spilles i  Aserbajdsjan, og dermed er holdet sikker på at gå videre til Eliteround.

Dagens kamp stod mod værtslandet Aserbajdsjan, og kampen var otte minutter gammel, da Danmark var foran 1-0. Emilie Henriksen slog et indlæg fra venstre side, som Nicoline Sørensen sendte videre i kassen.

Knap 30 minutter senere blev til 2-0. Målscorer var Tanya Arngrimsen, som stod klar, da et hovedstød fra Nicoline Sørensen blev pareret af målmanden og landede for fødderne af BSF-angriberen. Målet var Tanya Arngrimsens fjerde i to kampe for Danmark – hun scorede alle tre mål i lørdagens 3-0-sejr over Cypern.

Endelig blev det til 3-0 efter cirka 13 minutter  i anden halvleg. Et godt gennemspillet angreb ender hos Nicoline Sørensen, der fra kanten af feltet tager bolden med sig og sparker den ind bag Aserbajdsjans målmand.

Danmark spiller torsdag den tredje og sidste kamp ved turneringen i Aserbajdsjan. Modstanderen er Ukraine og med en sejr kan de danske piger sikre sig puljens førsteplads og dermed en seedning ved den kommende lodtrækning.

“Vi er taget afsted for at få tre sejre, så vi går 100% efter en sejr på torsdag. Vi vil vise, at vi er det bedste hold hernede og samtidig er det vigtigt for os med en god seedning, så vi vil gøre alt for også at slå Ukraine,” siger landstræner Søren Randa-Boldt til dbu.dk.