Danske Anna går på high school og spiller fodbold i USA

0
3219
Anna Egehoved Tørsløv i Team Chicago-trøjen, som hun første gang spillede i ved Brøndby Cup 2014.
Anna Egehoved Tørsløv i Team Chicago-trøjen, som hun første gang spillede i ved Brøndby Cup 2014.
Anna Egehoved Tørsløv i Team Chicago-trøjen, som hun første gang spillede i ved Brøndby Cup 2014.

16-årige Anna Tørsløv, der senest har spillet på FA Københavns U18 DM-hold, har skiftet den danske grønsvær ud med fodboldbaner i USA.

Anna, der også har spillet i Lyngby, er flyttet til Chicago for at gå på high school i et  år. Hun spiller fodbold i Team Chicago, der er en eliteklub, der i sommer spillede finale om det amerikanske mesterskab for U19 og som har leveret flere landsholdsspillere.

Normalt kan man ikke være sikker på at komme til at spille elitefodbold i forbindelse med et high school ophold i USA. Man kan nemlig ikke vide på forhånd, hvilken værtsfamilie man bliver placeret hos, og hvor i landet det bliver. Men Anna’s deltagelse i sommerens Brøndby Cup i 2013 endte med at blive vejen ind til at kunne kombinere de to ting. Hun spillede en god finalekamp mod det amerikanske hold Team Chicago Academy og kom på den måde i kontakt med Phil Nielsen, der er Team Chicago’s ’danske’ cheftræner og Elite Academy Director. Phil tilbød senere Anna en plads på klubbens U18 hold og formidlede kontakt til en værtsfamilie blandt holdets spillere, og værtsfamilien hjalp med en plads på den lokale high school, Neuqua Valley.

Anna spillede sammen med sit amerikanske fodboldhold for første gang i forbindelse med Brøndby Cup 2014 i U19 rækken. Med jetlag og 3 kampe på 24 timer blev det desværre kun til en andenplads.

I august 2014 rejste Anna til USA og begyndte en hel ny hverdag – også fodboldmæssigt. I USA foregår fodbolden delvist i fodboldklubben efter skole og i weekenden og i tre måneder af året fuld tid på high school’en med træning og cirka 20 kampe. Der er optagelsesprøve både i klubben og til high school holdet.

Anna troede, at hun var i god form med 4 ugentlige træninger, kampe og morgentræning i Danmark. Men i USA skal man være i form til at kunne spille 3 kampe a 2 x 45 min. indenfor 24 timer, så der løbes meget til træning. Spillestilen på holdet er også meget forskellig fra Anna’s danske hold. Stilen er brasiliansk inspireret, så Anna regner med at være ekspert i løb, 1. berøringer og hurtige pasninger, når hun returnerer til Danmark.

Med sine 16 år er Anna yngste spiller på holdet. Hun har indtil videre været i startopstillingen  i alle kampe. Men der er stor konkurrence om pladserne med 21 spillere på holdet og mulighed for mange flere udskiftninger under kampen end i Danmark. Så hvis man ikke lige rammer ’dagen’, bliver man taget ud. Når foråret kommer, håber Anna på en plads på high school’ens 1. hold – der er kamp om pladserne med 4.000 elever på skolen og pigefodbold er populært i USA og ikke mindst: niveauet er højt.

I perioder er der ikke tid til andet end skole og fodbold, men f.eks. er der sjældent træning eller kampe om fredagen, fordi alle er ude og heppe på skolens amerikanske fodboldhold.

Anna fortæller, at hendes værtsfamilie tager sig rigtig godt af hende. Familien er en fodboldfamilie  – en datter på 18 år spiller på samme hold som Anna og faderen i værtsfamilien er selv fodboldtræner.

“I skolen er lærerne rigtig gode, jeg har spændende fag og har fået nye venner også udenfor fodboldverdenen. Og ikke mindst fodboldmæssigt udvikler jeg mig,” fortæller Anna fra USA.

Anna i aktion for Team Chicago ved Brøndby Cup.
Anna i aktion for Team Chicago ved Brøndby Cup.