Tysk fodboldpige søger værtsfamilie i Danmark

0
962

Hvor finder vi en dansk fodboldfamilie, som i det kommende år har lyst til at være vært for en 16-årig tysk fodboldpige, der vil træne fodbold på højeste niveau?

Spørgsmålet kommer fra Youth For Understanding (YFU), som er en international nonprofit organisation, der sender drenge og piger på udvekslingsophold i hele verden.

Til sommer kommer 60 unge til Danmark, hvor de skal være udvekslingsstudenter det næste års tid. Blandt dem er 16-årige Carlotta fra Tyskland. Hun er er vild med fodbold, og derfor søger YFU efter en velegnet værtsfamilie, så hun kan fortsætte sit fodboldspil under opholdet, hvor hun også skal gå i gymnasiet.

”Vi leder efter en værtsfamilie, som passer til Carlottas interesser. Vi ved, at når familie og student har samme interesser, går det hurtigere og bedre med integrationen,” siger Jakob Rosenfeldt fra YFU.

Om Carlotta fortæller YFU:

Carlotta er en aktiv pige med stor passion for at spille fodbold og dyrke sport. Hun er ambitiøs, social og ærlig. Hun spiller fodbold 4 gange om ugen både på et pigehold, men også på et drengehold fordi det hold bedre kan udfordre hendes ambitioner. Carlotta ønsker at fortsætte med fodbold på højt niveau under sit ophold i Danmark, men er også åben for at prøve andre sportsgrene som f.eks. badminton. Hun kan godt lide at lave mad og bage sammen med sin familie.”

Carlotta kommer til Danmark i slutningen af juli. Hun skal først skal på en uges kultur-og sprogskole sammen med de øvrige YFU-studenter, hvorefter hun skal flytte ind hos sin ny familie omkring 1. august.

Familier, som gerne vil høre mere, kan kontakte YFU via hjemmesiden her.