U18 DM: Brøndby vinder klar sejr over KoldingQ

0
1107
Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle

Med en overlegen hjemmebanesejr over KoldingQ i U18 DM-Ligaen sikrede Brøndby sig lørdag tre vigtige point i medaljekampen. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med Maria “Mini” Hovmark, der scorede fire mål og lagde op til to i lørdagens kamp.

Af Solveig Valbjørn

Der var et interessant opgør i vente lørdag formiddag i U18 DM-ligaen, da pigerne fra Brøndby hjemme fik besøg af ligaens tophold KoldingQ. Spørgsmålet var, om gæsterne kunne fortsætte den sejrsstime, de hidtil har befundet sig i. Det lykkedes ikke. Brøndby vandt 6-2 og rykker dermed op på tredjepladsen i tabellen.

Maria “Mini” Hovmark stod bag kampens første scoring allerede efter tolv minutters spil, men KoldingQs Mathilde Anna Sterndorff og Camilla Lenskjold fik udlignet og bragt sig foran 1-2 i løbet af 1. halvleg.

Om kampens forløb siger “Mini”:

“Overordnet set var vi ikke helt klar i første halvleg. De kom først på alle bolde, og vi kunne ikke få spillet til at flyde. De scorer to flotte mål hvor vi desværre er alt for passive. Vi kom helt anderledes ud efter pausen, hvor vi kom først på alle bolde. Vi begyndte at spille flot fodbold, og da målene så kom, blev det sjovt at spille igen”.

“Jeg havde egentlig en rigtig god fornemmelse hele vejen igennem, og selvom vi desværre gik til pause bagud 1-2, så følte jeg, at vi nok skulle køre sejren hjem. I anden halvleg går vi ud og beviser at vi tror på hinanden – og at de ting vi sætter os for, nok skal kunne lade sig gøre, når bare vi tror på det”.

screen-shot-2016-11-13-at-16-30-36

Foto: Signe Abildå

Brøndbys Cecilie Lindqvist og Lærke Tingleff Søndergaard bragte Brøndby tilbage på sporet med målene til henholdsvis 2-2 og 3-2, og herfra gik det stærkt. Maria “Mini” Hovmark, der til dagligt boltrer sig på Brøndbys 3F Liga-hold, lavede et vaskeægte hattrick, da hun scorede yderligere tre mål til slutresultatet 6-2:

“Selvfølgelig er det altid rart med en masse mål, men det er ikke mindst også fedt, at man kan hjælpe sine holdkammerater på U18. Det giver en masse selvtillid, som jeg kan tage med op på 3F-holdet, og få gavn af dér. At mine holdkammerater på U18 DM så kan hjælpe mig med det, er jeg utrolig taknemmelig for,” fortæller den unge angriber.

På trods af nederlaget, ligger KoldingQ stadig over Brøndby i tabellen i U18 DM-Ligaen med henholdsvis 22 og 18 point. De er til gengæld faldet ned på andenpladsen, da Team Viborg er rykket op på førstepladsen med 24 point efter en udebanesejr over Hillerød.

Øvrige spillede kampe i ugens runde i U18 DM-Ligaen

  • Fortuna Hjørring – Varde: 0-0
  • Team OdenseQ – IF Lyseng: 0-1
  • Aab – Vildbjerg: 3-4
  • B 93 – Skovbakken: 0-1
  • Hillerød – Team Viborg: 2-5