3F Liga, U19-landshold og 3. G – læs om Frejas travle hverdag

0
1795

Freja Sørensen Abildå, der til daglig spiller på Brøndbys 3F-hold, ser frem til juni. Så får hun endelig studenterhuen på hovedet efter 3 års hårdt arbejde, hvor hun har kombineret 6-8 ugentlige træningspas med en skolegang på Brøndby Gymnasium. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med Freja om, hvordan hun får livet som 3F-spiller til at hænge sammen med gymnasielivet.

Af Solveig Valbjørn Knudsen og Andrea Signe Trolle

Når vækkeuret ringer mandag morgen, står Freja Sørensen Abildå fra Brøndby op til en lang og travl uge. Hun er 18 år og afslutter 3.G til sommer på Brøndby Gymnasium. Men i modsætning til størstedelen af sine jævnaldrende, er hun elitesportsudøver ved siden af gymnasiet, hvor hun er en del af Brøndbys 3F-liga hold og spiller på U19 landsholdet. Og det er ikke altid lige nemt:

”Jeg træner 2 gange morgentræning, 4 gange holdtræning og 2 gange styrketræning om ugen, mens jeg går i 3.G på Brøndby Gymnasium. Det kræver meget planlægning, prioritering og selvdisciplin at få det hele til at hænge sammen. Hver søndag danner jeg mig et overblik over lektier og afleveringer for den kommende uge, så jeg kan disponere min tid og sørge for, at jeg også får tid til at slappe af og bruge tid med mine venner og min familie,” fortæller hun

Team Danmark elev

En af årsagerne til, at Freja kan få tingene til at hænge sammen er, at hun er Team Danmark elev. Det betyder, at hun har en sportslig godkendelse til at få en mere fleksibel skolegang, så hun kan få livet som elitesportsudøver til at hænge sammen med gymnasielivet. Og det hjælper Freja, så hun også kan præstere både i skolen og på banen i de uger hvor hun har ekstra travlt:

”Det har stor betydning for både min skolegang og mit idrætsliv, at jeg er Team Danmark elev. Det gør, at jeg kan få fri til aktiviteter med Brøndby og landsholdet, og få ekstra undervisning i de fag, som jeg er gået glip af eller har svært ved. Det har i perioder alligevel været svært at få samlet op på den tabte undervisning, hvis jeg har været til længerevarende landsholdssamlinger. I disse perioder har det været vigtigt for mig at bevare fokus i undervisningen, så jeg ikke kom endnu mere bagud,” fortæller hun.

Selvom Team Danmark gør hverdagen nemmere for Freja, så er der stadig perioder, hvor hendes hverdag kan virke uoverskuelig. Da hjælper det at have en stærk støtte fra skolen og familien:

”På Brøndby gymnasium har vi en idrætskoordinator til rådighed, som jeg har brugt meget, når det hele har været uoverskueligt. Han har hjulpet mig med at strukturere min hverdag, så jeg når det hele uden at blive stresset. Derudover får jeg også rigtig meget støtte hjemmefra. Mine forældre og storebror hjælper mig med skolearbejde og til at slappe af og få tankerne væk, når jeg tager en pause fra lektierne,” siger Freja.

Sabbatår efter sommerferien

Når Freja bliver færdig med gymnasiet til sommer er planen at tage et sabbatår, så hun kan fokusere endnu mere på fodbolden:

“Min plan er at tage et års arbejde som lærervikar på en lokal folkeskole. Det betyder, at jeg får meget bedre muligheder for at fokusere på fodbolden, fordi jeg ikke skal forberede mig lige så meget hjemmefra, som jeg skal til gymnasietimerne. Det betyder samtidigt, at jeg får mere fritid, som jeg kan bruge på familie, venner og andre ting. Det er de ting, som får mig i godt humør og gør, at jeg har mere energi til at præstere på fodboldbanen,” siger hun.

Afslutningsvist har Freja 4 gode råd, som hun kan anbefale andre piger at følge, hvis de har svært ved at få skolegangen til at spille sammen med livet som fodboldspiller.

  • Disponer over din tid: Lav en plan for, hvornår du laver skolearbejde og hold dig til planen.
  • Få overskud: Når du har fri, så gør de ting, der gør dig glad og giver dig energi.
  • Spørg om hjælp: Tag en snak med din træner eller lærer, hvis du føler dig ekstra stresset i en periode.
  • Kompromiser er OK nogle gange: Du kan ikke altid være den bedste til alt, og slet ikke hvis man også bruger så meget tid på din fodbold. Nogle gange må du acceptere, at afleveringen ikke bliver til topkarakter.