FC Thy Piger snuppede pokalen i Holland

0
1922

Der var masser af mål i støvlerne og højt humør i bussen hele vejen hjem til Thy, efter at FC Thy Pigers U15 vest-hold påskedag sikrede sig en førsteplads og pokalen ved det internationale Easter Open stævne i Holland.

FC Thy Piger var afsted med to U15 mandskaber og mens vest-holdet sikrede sig en pladsen øverst på podiet med en målscore på 21 – 0 efter 7 kampe, så spillede hold 2 sig til en sjetteplads ud af de i alt 20 deltagende U15 mandskaber. De leverede en god indsats og havde inden sidste mellemrunde kamp stadig chancen for at kvalificere sig til bronzekampen men tabte 4-2 til et U15 vest mandskab fra Vamdrup IF.

Begge hold blev nummer et i deres indledende puljer og endte søndag i samme pulje, og som det første ovenikøbet også overfor hinanden:

“Det er altid specielt at ende med hinanden som modstandere, når vi er til turnering, men pigerne håndterede det med godt humør og som den udfordring det var, og vi har haft en super dejlig tur med nogen super søde piger,” siger træner for FC Thy Piger Vest, Kenneth Engholm Jørgensen.

Hold og træner-teams drog afsted fra Thisted tidligt Skærtorsdag morgen og ankom til hotellet i Uden torsdag aften. Fredag var der arrangeret bytur og besøg på Phillips Stadion i Eindhoven, hjemmebane for PSV Eindhoven, inden der var indmarch, nationalmelodier og stævnestart fredag aften.

Lørdag kom alle i ilden, da begge hold skulle spille tre kampe af 2×18 minutters varighed. Pigerne var i de indledende kampe oppe mod hollandske og danske hold, og modstanden var meget svingende. Eksempelvis lagde Vest-holdet ud med en 12-0 sejr, og sluttede de tre indledende kampe af med en smal sejr på 1-0.

I finalen mødte hold Vest Academy Juniors fra England. Det var et meget hurtigt og konsekvent spillende hold, men Thy-pigerne blev ved med at lægge pres på og hev en sejr på 1-0 hjem.  Dermed var pokalen i hus:

“Pigerne spillede meget koncentreret og var bedre med bolden end modstanderen. Det udløste en stribe af muligheder og til sidst gav det også det mål, der skulle til. Efterfølgende var der stor ros fra både ledere, forældre og spillere fra det engelske hold. De mente det rigtige hold havde vundet,” fortæller Kenneth Engholm Jørgensen.

Thy-holdene var indkvarteret på hotel maks. 20 kilometer fra de mange baner, der lagde græs til kampene. I alt deltog omkring 500 hold i det tre dage lange stævne. Langt de fleste af de deltagende hold var drenge-hold. På pigesiden var der hold i tre årgange, det var U13, U15 og U18:

“Det var alt i alt en rigtig dejlig turnering at deltage i. Ud over, at vi er stolte over resultatet, så var rammerne også gode. Det var virkelig gode og lækre overnatningsmuligheder,” siger Kenneth Engholm Jørgensen.