Pokalfinalen skal spilles i Varde

0
1915
Varde Stadion, foto: Patrick Franck

DBU har udvalgt Varde IF til at være værter for årets pokalfinale mellem Varde og Brøndby. En fantastisk beslutning, mener Vardes sportschef.

Af Sophie Lysholt

Den 12. maj bliver en historisk dag for Varde IF. Ikke nok med at holdet er i pokalfinalen for første gang nogensinde, klubben skal også være vært for den store kamp.

Den gode nyhed kom, efter DBU og DR havde været ude at tjekke Varde Stadion, og sikret at det var TV-egnet. Kampen vises nemlig på DR3, der er kvindefodboldens kanal. I Varde IF er man begejstret for beslutningen.
”Det er helt fantastisk, at vi må holde finalen. At være i finalen er i sig selv fantastisk. Det har været vores ypperste mål hele foråret, så det er virkelig godt,” siger Vardes sportschef Peter Hansen.

Der er da heller ikke tvivl om, at kampen er en større oplevelse for Varde-spillerne end for de pokalvante brøndbyer, der må anses som storfavoritter. Derfor er det også godt, at kampen bliver spillet i Varde, hvor hele regionen jubler over, at det lokale hold er i finalen, siger sportschefen.

”Med den her kamp kan vi promovere kvindefodbolden i hele Sydvestjylland, og jeg tror, der vil komme flere tilskuere hos os, end der vil i Brøndby.”

Efter DR´s og DBU´s besigtigelse af stadion, satte de to et mål om 2000 tilskuere på dagen. Det er ikke et tal, man er helt sikker på i Varde, men mindre kan også gøre det.
”Selvom DBU og DR håber på 2000 tilskuere, så siger vi, at det er rigtig fint, hvis der kan komme 1000. Men vi arbejder da på højtryk for at lave nogle arrangementer og for, at der vil være en rigtig god stemning til kampen. Det er jo kampen om Vestegnen.”

Kampen spilles på Sydbank Stadion Store Bededag den 12. maj klokken 15.00 og kan ses på DR3.