AaB’s U14-piger kvalificerer sig til Pokalfinalen

0
1311

KLUBNYT

Af AaB web/presseafdeling, Jan Andersen

”The Hornevej Hustle”

 

Legendariske opgør får ind imellem navne som “The Thriller in Manila” eller “The Rumble in the Jungle”. Pokalsemifinalen torsdag d. 18. maj 2017 på AaB’s bane 4 har fortjent et navn i den stil. Lad os kalde kampen “The Hornevej Hustle” ….

Modstanderne er de evige rivaler fra FC Thy. Stærke thybopiger, som ved, at fodbold ikke er et spil for hverken tøsedrenge eller tøsepiger. Eller som Preben Elkjær engang sagde: “Fodbold er en kampsport, og kan man ikke tåle mosten, så må man sgu spille ludo! ”

 

I Vest-turneringen har begge hold besejret hinanden. Og nu kl. 19 skal de så mødes i pokalturneringens semifinale. Det er en kamp mellem 2 stilarter: Thy med en direkte, fysisk præget og kontra baseret spillestil over for AaB’s mere modige og tålmodige tekniske pasningsspil. Vejret er perfekt til bold og mange forældre og tilhængere bliver vidne til en kamp, hvor begge hold og ikke mindst dommer Knud Erik Larsen sørger for en ualmindelig underholdende og uforudsigelig match.

 

Thy bringer sig hurtigt foran 1-0, men AaB udligner kort efter, hvor Nicoline Kristensen får scoret iskoldt og sikkert på et vellykket gennemspillet angreb. Desværre bliver det også 1-2 efter endnu en Thy-scoring og med det resultat er det tid til halvlegs frugt og taktisk feedback fra Bjarkham Brothers – trænerduoen Jacob og Peter.

 

Efter pausen fortsætter den intense kamp, og endelig lykkes det for Marie Lohmann at få udlignet igen. En kreativ snarrådig scoring i et tætbefolket målfelt! Desværre bliver 2-2 til 2-3. Og resten af kampen bliver der kæmpet imponerende og intensivt. Målmand Ida Winther står for en feberredning, som forhindrer et kvalificeret Thy forsøg i at blive til et kampafgørende mål. AaB tror på det og forløsningen er stor, da Camilla Hastrup få minutter før slutfløjtet fortjent udligner til 3-3, som bliver den ordinære kamps resultat.

 

Derefter skal pokalfinalisten findes via straffesparks konkurrence. De 5 AaBere Sofie Strandgaard, Marie Lohmann, Camilla Riishøj, Camilla Hastrup og Emma Lind Simonsen får den mentalt krævende opgave at skyde de 5 straffespark. Det blev til 5 sikre scoringer, som desværre ikke er nok, da FC Thy også scorer imponerende sikkert på deres 5 forsøg.

 

En Thyspiller gør sig klar til det 6. forsøg. Lægger bolden til rette, men skyder bolden ved siden af målet. Kampen kan nu endeligt afgøres af Nicoline Kristensen, der er udvalgt som AaB’s 6. skytte. Bolden placeres kontrolleret i målets venstre side med en følt inderside. Jublen fra AaB’s spillere, trænere og tilhængere runger over bane 4. “The Hornevej Hustle” ender med en sejr på 9-8, og de flyvende U14 piger fra AaB af 1885 er nu klar til at møde Kolding i pokalfinalen d. 1. juni.