Luna Gewitz: Fiasko hvis vi ikke vinder mesterskabet

0
1113
Fortuna Hjørring spillede sig op på førstepladsen med sejren over Varde. Foto: Jess Madsen, fodboldfoto.dk

 

Fortuna missede pokalfinalen og røg ud af Champions League i kvartfinalen. Nu gælder det det danske mesterskab, og den titel skal for alt i verden havne hos nordjyderne, siger Fortunas Luna Gewitz.

Af Sophie Lysholt

 Der er meget på spil for Fortuna Hjørring i de sidste tre kampe i slutspillet. Det gælder titlen som danske mestre, og der er ingen tvivl om, hvad det betyder for nordjyderne at vinde den for andet år i træk.

”Jeg vil næsten svare ja til, at sæsonen har været en fiasko, hvis vi ikke vinder det danske mesterskab. Det er vores mål, og hvis vi ikke gør det, har vi jo ikke spillet en god nok sæson,” siger Luna Gewitz.

I øjeblikket er Fortuna Hjørring et point foran Brøndby i tabellen, men da de har spillet en kamp mere, er tre sejre i de sidste tre kampe et krav for at hente titlen til Nordjylland. Første step er KoldingQ lørdag, og det bliver ikke en nem opgave.

”Det sværeste ved Kolding er at bryde igennem deres meget kompakte forsvar. De er ofte lykkedes med at få lukket helt ned, så det skal vi have brudt op, og samtidig skal vi sørge for, at de ikke får scoret i den anden ende,” forklarer Gewitz.

Fortuna har dog haft et tætpakket program op til kampen. Lørdag havde de kamp mod BSF, og tirsdag mødte de Skovbakken. De sidste par dage er derfor gået lige så meget med at få friske ben igen som med at træne taktiske detaljer frem mod kampen.

”Jeg synes, vi virker friske og klar til en ny kamp både i benene og i hovedet. Jeg tror, vi har fokus det rigtige sted.”

Kampen mellem KoldingQ og Fortuna spilles den 27.05 på Mosevej i Kolding klokken 13.00