Lyseng-målmand: En sejr betyder meget for os

0
980

Rundens første U18 DM-kamp blev til en kneben sejr på 1-2 til Lyseng, der lørdag eftermiddag var en tur på Sjælland for at møde B93. Derudover blev det i Hjørring til en storsejr på hele 0-5 til KoldingQ, der mødte Fortuna Hjørring lørdag eftermiddag, mens Brøndby slog FC Thy Piger – Skyum hele 7-1.

Af Andrea Signe Trolle

Lyseng kan tage bussen hjem fra Østerbro med tre point i bagagen. Lørdag eftermiddag blev det nemlig til en 1-2 sejr til midtjyderne over B93. Det var ellers hjemmeholdet, som kom bedst fra start og bragte sig foran lige inden pausefløjtet. Men i anden halvleg fik Emilie Rhode og Maria Herdel sendt bolden i kassen, og det glæder holdet målmand Katrine Kleven:

”Vi er meget tilfredse med resultatet, da vi virkelig har arbejdet hårdt her i opstarten og at vi vinder betyder meget for os. Vi er et meget nyt hold, derfor betyder det meget for os at få en god start.”, siger Katrine.

Katrine Kleven var især tilfreds med holdets gejst kampen igennem. Men der er stadig en del at arbejde med for holdet frem mod næste kamp lørdag den 2. september, hvor Lyseng skal en tur til Kolding og spille mod sidste års vindere af U18 DM-rækken:

”Vi vandt, fordi vi spillede med højeste intensitet i længere tid end B93, og fordi ville det mere end dem. Desuden er vi et hold, som står rigtig stærkt sammen og aldrig giver op. Vores midterkæde er nye spillere, og derfor skal vi arbejde på at finde bedre på banen, og bare lære at spille bedre sammen end vi allerede gør.”, fortæller Katrine.

I Hjørring blev rundes anden U18 DM kamp spillet. Opgøret stod mellem Fortuna Hjørring og KoldingQ og der blev det til en storsejr på hele 0-5 til KoldingQ. I Brøndby havde hjemmeholdet taget imod de nyoprykkede fra FC Thy Piger – Skyum. Det blev også til mange mål, hvor Brøndby-spillerne fik en sejr på hele 7-1 med hjem.