Marias amerikanske eventyr: “Det er det fedeste”

0
1714

Kunne du tænke dig at få et indblik i hvordan det er at spille fodbold på et college i USA? Så læs med her, hvor 23-årige Maria Sturluson fortæller om de udfordringer og oplevelser hun møder i sin dagligdag på Missouri Southern State University, hvor hun både studerer og spiller fodbold.

Af Solveig Valbjørn

Den tidligere FC Damsø-spiller Maria Sturluson drømte som helt ung om at komme til USA og spille fodbold – og for tre år siden blev drømmen til virkelighed. Hun begyndte at indsamle videooptagelser af sig selv i kampsituationer, som hun sendte rundt til en masse skoler.

Det resulterede i en del gode muligheder, men Maria fortæller, at da hun fik et tilbud fra en skole om et scholarship hvor hun ville få alting betalt, kunne hun ikke sige nej:

“Jeg startede på et Junior College i Illinois, som hedder Lewis & Clark CC i 2014, som jeg gik på i to år. Sidste sommer skiftede jeg så til et større universitet, som hedder Missouri Southern State University. Det ligger i Joplin og hér har jeg været i års tid nu.”

Det var først og fremmest meningen, at Maria kun skulle være afsted i et år. Men det var ikke nok for Maria, så opholdet blev forlænget sådan at hun nu har været der i tre år, og stadig har to år tilbage af sin bachelor i kinesiologi og en “minor” i kost og ernæring, som Maria tager imens hun spiller fodbold. Men uddannelsen er ikke den eneste grund til at Maria har allermest lyst til at blive i USA i nogle år endnu:

“Jeg har to år tilbage af min kontrakt med min uddannelse, men jeg regner stærkt med at blive herovre efterfølgende, fordi det er så fedt. Jeg får så mange venskaber gennem fodbold og på kryds og tværs af sportsgrene og kulturer, fordi jeg også har forskellige fag. Jeg har fået venskaber for livet, og så har jeg fået venner fra så mange forskellige steder i verden, og det er det fedeste, at så mange forskellige mennesker og kulturer mødes et sted for studere,” fortæller Maria.

Maria med en af de mange nye og tætte veninder hun har fået.

Udfordringer og oplevelser

Når der hverken står fodbold eller skole på Marias skema, så har hun også masser af andre ting at lave. Hun arbejder nemlig som tjener og bartender på en restaurant, dyrker crossfit, bruger tid hos sin amerikanske plejefamilie og er sammen med nogle af de mange venner som hun møder via de adskillige arrangementer, der foregår på universitet. Men det kan også være en udfordring at have så mange ting at tage sig til hele tiden:

“Det hårdeste er nok at få alting til at hænge sammen. For selvom det er super fedt, at jeg kan gøre alle de her ting på en gang, så tærer det også på min energi. Det kan være hårdt at skulle prioritere de forskellige aktiviteter så meget, som jeg nu er nødt til med både skole, fodbold, venner og arbejde,“ siger Maria, og tilføjer:

“Men selvom kan være hårdt, så er det også fedt, fordi jeg udvikler mig så meget. Fodboldmæssigt har jeg haft både op- og nedture. I 2016 sæsonen klarede vi os så godt, at vi vandt regionsmesterskabet og distriktsmesterskabet, som førte os til den nationale turnering i Florida, og det har nok været mit højdepunktet i mit ophold indtil nu. Jeg har været ude i det seneste år med en ankelskade, som gjorde livet ret surt for mig. Men efter min genoptræning fra min ankeloperation, har jeg haft styrketrænere og fysioterapeuter, som har hjulpet mig med at komme stærkt tilbage, så nu er jeg bare spændt på at se, hvad denne sæson har at byde på.”

Maria træner hver dag undtagen mandag, og styrketræner også 2-3 gange ugentligt.

Anderledes træning

Når man spiller college-fodbold i USA, så er sæsonen anderledes end den er i Danmark. Den løber nemlig fra august indtil starten af november, og er derfor relativ kort. Det påvirker derfor den ugentlige træning, som i modsætning til træningspas i danske klubber, fokuserer mere på den fysiske del:

“Vi træner hver dag udover mandag, som er vores obligatoriske ”day off.” Og så har vi styrketræning 2-3 gange om ugen afhængigt af om det midt i sæsonen eller udenfor sæsonen. Træningsmæssigt bliver der fokuseret meget på, hvor god form vi er i. Vi har en del fitness-tests og styrke-tests, hvor det forventes, at vi skal forbedre os hele tiden. Før hvert træningspas sidder vi og analyserer videoer, og snakker om hvilket fokus der er i dagens træning. Og så går vi ud og træner. Vi har en del ”athletic trainers”, som sørger for at behandle alle spillere med de mindste skavanker til seriøse og længerevarende skader.”

Med de mange oplevelser Maria har haft både på og udenfor fodboldbanen, og med alle de nye venskaber hun har fået gennem de tre år, så kan hun i den grad anbefale at tage afsted på college, hvis man går med den samme drøm om at spille fodbold i USA, som Maria selv gjorde:

“Jeg kan helt bestemt anbefale det til andre piger. Hvis man vil mixe sin uddannelse med at spille bold på højt plan, og samtidig er eventyrlysten og elsker at rejse, så tag afsted. Det er en fantastisk måde at komme igennem sin uddannelse. Ikke mindst så vokser man som spiller og som person, og amerikanerne tager imod os ”internationale-studerende” med åbne hænder. Jeg har ikke kun én men samtlige amerikanske familier herovre, og de har været fantastiske at have omkring mig, nu når jeg ikke har haft min egen familie som opbakning,” lyder det fra Maria.