BSF overraskede i U18 DM

0
1115

Søndag eftermiddag bød U18 DM rækken blandt andet på et opgør mellem BSF og IF Lyseng. Det blev hjemmeholdet BSF, som kunne gå fra banen med en sejr på 3-2 og dermed sikre sig sæsonens første sejr. Læs mere om kampen her:

Af Andrea Signe Trolle

Det er ikke blevet til mange point til BSF’s U18 DM hold, der inden søndagens kamp kun havde 2 point i turneringen. Men det fik de vendt søndag eftermiddag, da BSF tog imod IF Lyseng i Top Danmark Hallen. Det var ellers gæsterne fra IF Lyseng, som bragte sig foran 0-1 efter blot fem minutter spillet på mål af Mathilde Drejer Jensen. Men lige inden første halvleg blev fløjtet af fik Rosa Horskjær fra BSF udlignet til 1-1.

I anden halvleg blev BSF-spiller Josephine Visti Motet den helt store profil, da hun bragte BSF foran på sit mit mål til 2-1 efter 49 minutter og fem minutter senere scorede til 3-1. Den dobbelte målscorer fortæller følgende om sine mål:

”Jeg havde massere af plads ude på kanten til søndagens kamp, og fik derfor to rigtige gode bolden i dybden, som jeg scorede på. Jeg tog nogle træk forbi min modstander, og sparkede ved første mål højt oppe i det korte hjørne, og fladt i det lange hjørne ved andet mål.”, siger Josephine.

I 88’ minut fik Freja Storm Jensen reduceret til 3-2, men det var ikke nok til at ændre på, at det blev BSF som løb med sejren – og det var en forløsning for BSF ifølge Josephine Visti Motet:

”Efter vi har mødt så meget modgang de seneste par kampe, så var vi alle meget bevidste om at nu skulle vi have en sejr. Vi var alle klar oppe i hovedet og vi var alle bevidste om at, hvis vi kom bagud, så skulle vi stadig holde troen på at vi godt kunne snuppe en sejr. Det lykkedes i dag, da vi ikke slog op i banen og begyndte at køre solo. Vi holdt sammen som et hold og kæmpede som et hold.”, siger Josephine.

Mål om top 3

Josephine Visti Motet var også glad for, at hun kunne sikre sit hold en sejr med sine to mål i kampen. Det er også et af hendes personlige mål for sæsonen, at hun skal bidrage med både mål og kampgejst til sit hold:

”Jeg vil bruge den her sæson til at gøre mig klar til at spille 3F efter sommer. Jeg skal arbejde hårdt på træningsbanen og præstere til kamp, men jeg har også et mål om at få scoret en masse mål og få vist hvad jeg kan.”, fortæller Josephine og tilføjer til sidst:

”Vores overordnede mål er at komme i top 3. Selvom vi har haft en dårlig start på sæsonen, så har vi stadig troen på at det kan lade sig gøre.”

Men trods søndagens sejr, så er der stadig langt for BSF op til tredjepladsen. Med søndagens sejr er BSF fortsat på næstsidste pladsen i rækken, men afstanden ned til Varde i bunden af rækken er nu fem point. I søndagens andet opgør i U18 DM havde AaB taget imod KoldingQ på AaBs anlæg. Det blev til en 1-6 sejr til KoldingQ, som fortsat ligger nummer 2 i rækken.