Julestatus på Dana Cup Academy

0
2636

Julen står for døren, og 2017 lakker mod enden. Det betyder, at de første 6 måneder på Dana Cup Academy er overstået.
Men hvad er der egentlig sket på det første halve år?

Af Dana Cup Academy

Tilbage i slutningen af juli var de nye akademispillere samlet for første gang. Alle var inviteret op for at deltage i den årlige Dana Cup-turnering.
To af pigerne spillede med G19, mens de resterende syv var at finde på G17. Begge hold var rigtig stærke, og det beviste de også. G17 vandt turneringen efter at have scoret 35, mens G19 scorede et enkelt mål mere, selvom de faktisk spillede færre kampe. Begge hold gik i gennem turneringen uden at inkassere et eneste mål.

For akademispillerne var Dana Cup – udover den sportslige succesoplevelse – en mulighed for at møde sine akademi-kammerater samt nye medspillere i Fortuna Hjørring.

Det betød, at de piger som i løbet af august flyttede ind på Dana Cup Academy – mere eller mindre – allerede kendte hinanden.

Akademispillerne fra G17
G19 med Tanja (bagerst 1. fra venstre) og Annica (bagerst 5. fra venstre) på holdet

Da alle pigerne var kommet på plads i deres nye akademi-værelse, blev alle forældrene inviteret til en introaften. Alle havde fået besked på at tage cykler med, så vi kunne tage på cykel-sightseeing i Hjørring. Pigerne fik lov til at vise, hvor de går i skole, og vi fik samtidig set nogle af de mange ting, som Hjørring har at byde på. Efterfølgende var vi samlet på akademiet, hvor den stod på fællesspisning og hygge resten af aftenen.
Efter forældrene havde sagt farvel, og var kørt hjem, kunne pigerne for alvor begynde deres nye tilværelse på Dana Cup Academy.

På tur i Hjørring i samlet flok (med hund)
På banen

Holdtræning, individuel træning, fysisk træning, restitution og fodbold-lektier er blevet en fast del af hverdagen.
Forud for sæsonen fik hver spiller udarbejdet individuelle træningsplaner med fokus på styrker, svagheder og målsætninger. Især den individuelle træning og fysiske træning er udarbejdet efter hver enkelt spillers behov.
Den individuelle træning foregår oftest i Goal Station, hvor banen kan tilpasses forskellige scenarier afhængig af formål med træningen og spillerens position; boldkanon til at øve tæmninger, bander til afleveringer, oppustelige modstander til driblinger og meget mere.

På hold-fronten har vi spillere på både Fortuna Hjørrings 1. division og U18 DM.
1. division spillede sig til en flot 2. plads, men kan desværre ikke deltage i oprykningsspillet, da det ikke er muligt at have to hold fra samme klub i landets bedste række.
U18 DM fik en svær start på sæsonen, men har kæmpet sig stærkt tilbage. Holdet overvintrer på rækkens 4. plads.

Goal Station

Vi har set enorm fremgang hos alle. Pigerne arbejder hårdt, seriøst, og målrettet. Heldigvis er det hårde arbejde flere gange blevet belønnet. I løbet af de første måneder har vi haft debutanter på både Fortuna Hjørrings 3F ligahold og på diverse ungdomslandshold.
Faktisk bor 15 spillere, som i løbet af de første måneder enten har været udtaget til U- eller A-landsholdssamlinger, under det samme tag i akademi-bygningen.

Udenfor banen:

Også udenfor banen sker der noget. Pigerne går til dagligt i en af de nærliggende skoler. Vi har elever i både gymnasium, HHX, HTX, 9. klasse og 10. klasse.
Selvom der mellem skole, fodbold og lektier ikke er meget tid tilovers til sociale arrangementer, har vi alligevel afviklet et par stykker.
Vi har blandt haft besøg af Kim Boye – Den Mentale Kriger, der fortalte sin historie om slagsmål med Morten Olsen i Brøndby, comebacket efter en slem skade samt et ophold hos FC Barcelona.
Derudover har vi haft pigerne en tur i Aalborg, hvor der først var fællesspisning efterfulgt af en times kostvejledning og en hårdt omgang CrossFit.

Først kostvejledning
Efterfulgt af en hård omgang CrossFit

I 2018 er der en masse på plakaten, og vi glæder os!
Vi har allerede fortalt, at pigerne til februar tager til Florida i 2 uger, hvor de blandt andet skal deltage i Weston Cup, samt skal et par dage på krydstogt.
Derudover kan vi fortælle, at endnu en pige flytter ind på akademiet i midten af januar. Hvem hun er, venter vi lidt med at afsløre.

Vi ønsker alle en rigtig glædeligt jul og et godt nytår.

Kontakt:

Academy@danacup.dk

Nicklas Leander: Tlf. 22 78 82 97
Mail: Nicklas@danacup.dk
Kjeld Simonsen:  Tlf. 30 94 23 30
Mail: Kjeld@danacup.dk

Læs mere om akademiet på:
http://fortunahjorring.dk/index.php/dk/akademi

Eller find os på Facebook:
https://www.facebook.com/danacupacademy/