Malou Andersen modtog i november 2017 den værst tænkelige besked, da hun blev erklæret fodboldinvalid. Det har efterfølgende været en hård kamp for Malou at udfylde det tomrum, som fodbolden har efterladt. Læs hele hendes historie her:
Af Solveig Valbjørn
Fodbold har været en del af Malou Maja Andersens liv siden hun var syv år gammel. Hun har spillet i fire forskellige klubber og har senest været en del af Greve Fodbolds ambitiøse 1. divisionshold. Men i en alder af 23 år er Malou blevet erklæret fodboldinvalid på grund af langvarige problemer med anklerne. Skadens alvor har betydet, at hun ikke længere er i stand til at spille fodbold, og det var en utrolig svær besked at få, fortæller Malou:
“Da jeg fik beskeden gik jeg fra hospitalet med en blandet følelse indeni. Jeg forstod det ikke helt i første omgang, men da lægens ord gik op for mig væltede min verden. Det jeg altid havde lagt så meget i, altid har kæmpet for og været god til, blev revet væk fra mig på et split sekund. Så de eneste tanker der kørte rundt i mit hovedet var, hvordan jeg kunne vinde kampen, som det ville blive at være fodboldinvalid. Jeg har altid været kendt som ‘Malle der var god til fodbold’, så for mig var det ikke nogen mulighed ikke at skulle spille længere,” lyder det fra Malou.
Vil savne det hele
Malous skade kaldes også for “fodboldankler”, og skyldes gentagen overbelastning af fodleddet. Da Malou blev bekendt med skaden første gang i 2009, holdte den hende væk fra fodbold i 3,5 år. Lægerne sagde, at Malou aldrig ville komme tilbage på fodboldbanen, men det gjorde hun – og endda på højt niveau.
Malou fortsatte derfor med at træne flere gange om ugen, men smerterne vendte tilbage lige så stille. Hun fik så at vide, at hvis hun blev ved med at dyrke elitesport, så ville hun ikke kunne gå når hun rundede 35 år. Men Malou lyttede igen til støvlerne – både fordi at lægerne havde taget fejl første gang, men også fordi hun ikke ville undvære den store glæde, som fodbold gav hende. Men nu er fodboldkarrieren for alvor slut for Malou og netop glæden, oplevelserne og sammenholdet kommer hun til at savne:
“Jeg kommer til at savne alt ved fodbolden. Om det er dødsløbende i opstarten, sammenholdet, de gode og dårlige kampe eller om det er de ildelugtende fodboldstøvler efter en kamp, men der er ikke noget jeg ikke kommer til at savne. Det jeg kommer til at savne mest er al den tid, som jeg har brugt sammen med mine holdkammerater. Uge efter uge, både i dårlige og gode perioder, hvor alle kæmper og arbejder for den ting, som vi alle tror på og brænder for og det er bare noget helt specielt”, siger Malou.
Fodbolden er uerstattelig
Fodbolden har altid fyldt meget i Malous hverdag, og hun har blandt sine venner og familie altid været kendt som “fodbold-Malle”. Hun fortæller, at det har været svært at forstå, hvordan hun nu bliver nødt til at undvære fodbold, men hun tror stadig på, at hun en skønne dag kan lave et “comeback” i Greve-trøjen:
“Jeg tror ikke der er noget, der kan gå ind og erstatte, hvad fodbolden altid har givet mig. Alle der har haft en ting, som de var særligt gode til og altid har brændt så meget for, ved at man får nogle helt specielle ting med på vejen. Og selvom det lige nu er svært at se hvordan jeg skal undvære fodbolden, så tror jeg på, at jeg kan finde noget, der i hvert fald kan gå ind og give noget af det samme, og fylde det tomrum som fodbolden efterlader,” siger Malou, og fortsætter ved at fortælle om sine tanker om fremtiden:
“Mine tanker om fremtiden er stadig 100% at finde en måde at vinde denne her kamp på, men det er jeg heldigvis ikke alene om. Jeg er i en klub, hvor der er et trænerteam, massører, fysioterapeuter osv, som hver dag arbejder for at jeg en dag skal vinde denne her kamp og lave et comeback i vores kongeblå Greve trøje, selvom oddsene er minimale. Og skulle det ikke lykkes, så skal fodbold Malle for alvor lægges på hylden og så skal jeg ud og finde den Malle, som ikke er kendt fra fodbolden,” siger Malou.
Et godt råd: “Der er et liv efter fodbold”
Malou er ikke den eneste, som har mistet muligheden for at dyrke den sport hun elsker, og derfor har hun at et godt råd til spillere, som er endt – eller kommer til at ende – i samme ærgerlige situation:
“Jeg fortryder, at jeg ikke lyttede til lægerne og stoppede i tide. Her står jeg som 23-årig og lever med kroniske smerter døgnet rundt. Så mit råd til alle jer piger, som også står i en skadesperiode, hvor det er tvivlsomt om i kommer tilbage eller ej, så tænk jer rigtigt godt om – for der er et liv efter fodbolden. Uanset hvor uretfærdigt og hårdt det er at stå i situationen, hvor du skal tage beslutningen, så er helbredet altså det vigtigste. Det tog mig lang tid at indse, at der er et liv efter fodbold, og nu ville jeg ønske jeg havde indset det noget før. For i sidste ende er det ikke smerterne værd, hvis det er smerter, som du skal leve med resten af livet,” afslutter Malou.
