Idrætsefterskolen Klintsøgaard til matchtræning på Right to Dream Park

0
2027

Der er stor spænding i Alka Superligaens slutspil, hvor der søndag aften var topbrag mellem rækkens nr. 1, Brøndby IF og rækkens nr. 3, FCN. Og denne store begivenhed fik eleverne fra Idrætsefterskolen Klintsøgaard mulighed for at opleve helt tæt, da de først deltog til matchtræning på FCN’s hjemmebane og derefter fik lov til at løbe banen rundt foran de 8.893 tilskuerne.

Af Andrea Signe Trolle

Fodboldeleverne fra Idrætsefterskolen Klintsøgaard havde et træningspas udover det sædvanlige, da de søndag eftermiddag fik lov til at spille kunstgræsset på Right to Dream Park varmt inden det store brag i Alka Superligaens slutspil mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF.

Dagen startede allerede sidst på eftermiddagen for fodboldeleverne, hvor de deltog i matchtræning på Right to Dream Park fra 17.45 til 18.45, hvor FC Nordsjællands elitetrænere stod for et intentst træningspas for de træningsvillige elever fra Idrætsefterskolen Klintsøgaard på selve stadion.

Kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF startede først klokken 20, men et par minutter inden kampstart løb alle fodboldeleverne fra Idrætsefterskolen Klintsøgaard rundt om 11-mandsbanen foran de 8.893 tilskuere, der var mødt op til den næste fyldte FCN hjemmebane, Right to Dream Park.

Klubsamarbejde med FC Nordsjælland

Idrætsefterskolen Klintsøgaard startede i 2016 et klubsamarbejde med superliga-klubben FC Nordsjælland, som efter sommerferien også skal spille U18 DM. Idrætsefterskolen Klintsøgaard er den eneste efterskole, der har et klubsamarbejde med FC Nordsjælland.

Selve samarbejdet består i, at skolens fodboldtrænere bliver uddannet hos FC Nordsjælland interne træneruddannelse. Skolen får også besøg af gæstetrænere fra FC Nordsjælland i løbet af året og derudover kommer fodboldlinjen også på træningslejr hos FC Nordsjælland, hvor ekstra dygtige spillere kan blive budt op til et træningspas i FC Nordsjælland, hvis de har talentet.