Ny træner for Vejle Boldklubs U-18 piger

0
1741

Vejle Boldklub har stadig ambitioner på kvinde-pigesiden og kan nu præsentere ny træner på ældste ungdomshold

Af: Ole Kristensen, Vejle Boldklub

KLUBNYT

”Jeg vil gerne forsøge at vække konkurrencementaliteten hos pigerne…”

Vi snakker lidt forskel på drenge- og pigetræning med Vejle Boldklubs nye U-18 pige træner, Patrick Hornsey.

Som navnet antyder, er Patrick ikke pæredansk.

”Det var kærligheden, der fik mig til Vejle,” fortæller Patrick. Den 45-årige engelskfødte fodboldtræner mødte såmænd sin kommende kone ved Alpe d’Huez og flyttede til Vejle for 10 år siden, hvor han nu bor med hende og tre sønner.

Patrick Hornsey har læst idræt ved universitetet og har selv dyrket svømning samt fodbold på hyggeplan. Siden han kom til Danmark, har han undervist i idræt på Vejlefjord Skolen.

 

Hornsey, der har DBU’s B-licens, men snart begynder på A-licensen, har erfaringer både med drenge- og pigetræning. På Vejlefjord har han trænet U-17 og U-19 piger, mens han i Juelsminde IF, hvor hans sønner spiller, har trænet drenge. Han fik efter 2016-sæsonen Hedensted Kommunes pris som årets træner.

”Drenge er mere konkurrenceorienterede, mens piger er mere sociale,” fastslår Patrick Hornsey. ”Pigerne tænker også mere over tingene – vil gerne vide præcis, hvad de skal gøre og hvorfor. Drengene skal man groft sagt bare give en bold…”

Den nye U-18 træner blev via DBU’s hjemmeside opmærksom på, at VB søgte en U-18 træner, og da han kendte lidt til klubben via en af sønnernes talenttræning i VB-regi samt U-13 træner Thomas Gråbæk, søgte han udfordringen.

 

”Det er dygtige spillere med en god teknik,” siger Patrick Hornsey efter de første træningspas med U-18 pigerne. ”Men der er plads til forbedring fysisk og taktisk.

Om sin spilfilosofi siger Hornsey:

”Jeg vil gerne have fleksible, modige piger, der ikke er bange for at præstere. De skal have forståelse for taktikken og være forandringsparate i løbet af en kamp.”

VB’s hold består dels af lokale piger, dels af elever fra Vejle Idræts Efterskole.

”Her skal der god koordinering til vedrørende træningen,” pointerer Hornsey. Til at støtte op omkring dette får han som assistenttræner Rasmus Jørgensen, der netop er lærer på VIES.

VB’s U-18 piger ligger i øjeblikket i Liga 1, men målet for klubben er på sigt en plads i DM rækken.