Første “semifinale” mod Holland venter kvindelandsholdet på fredag

0
2995
Foto: DBU
Foto: DBU

Fredag den 5. oktober venter den første af de to “semifinaler” i play-off kampene, og tirsdag den 9.oktober spilles returkampen på Viborg Stadion. Der er dermed dømt gentagelse af EM-finalen i 2017, hvor det var hollænderne, som trak det længste strå. 

Af Signe Holt Andersen

Det bliver en direkte EM-revanche for kvindelandsholdet, når Holland venter i to “semifinaler” i play-off til VM i Frankrig 2019. Den første af de to semfinaler spilles fredag i Holland, og den anden kamp finder sted den 9.oktober på Viborg Stadion. Vinderen af de to kampe skal møde enten Belgien eller Schweiz, som spiller mod hinanden samme dage.

Danmark formåede ikke at kvalificere sig direkte til VM-slutrunden, og er nu derfor havnet i play-off, hvor EM-guldvinderne fra Holland venter. Det stærke hollanske mandskab tæller blandt andet stjerner som Lieke Martens fra Barcelona og Shanice van de Sanden fra Lyon, men det danske hold har også store profiler – heriblandt Pernille Harder, som for nylig blev kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller.

Den erfarne Stina Lykke er stoppet på landsholdet, og dermed er målmandspositionen åben. Lars Søndergaard har udtaget Line Johansen og Naja Bahrenscheer, og det bliver spændende at følge, hvem som bliver valgt som den nye førstemålmand. Derudover, så kan der blive debut til Brøndbys Mille Gejl, som har erstattet en skadet Johanna Rasmussen.