Optakt U18 DM: Tæt løb mellem topholdene

0
1329

I weekenden fløjtes der igen op til kamp i landets bedste række for U18-piger efter en længere landsholdspause. Weekenden byder på hele 7 kampe, hvor alle rækkens hold kommer i spil. Kan BSF og Silkeborg IF Q vende den dårlige stime? Og kan alle 4 tophold fortsat hænge på?

Af Signe Holt Andersen

Der har været en længere pause i kampprogrammet i U18 DM-rækken grundet u17-landsholdets kvalifikationsrunde. Heldigvis, så er det en flok selvtillidsfyldte landsholdspillere, som vender hjem til deres klubber. U17-landsholdet vandt 3 ud af 3 kampe og er dermed klar til forårets Elite Round.

I weekenden spiller alle holdene i U18 DM-rækken, og det bliver spændende at se, hvordan klubberne kommer til at klare sig efter landsholdspause. I bunden af rækken ligger BSF og Silkeborg IF Q, som indtil videre kun har skaffet 1 point. BSF skal i weekenden møde Team OdenseQ, som pt. indtager ligaens førsteplads med 19 point. Silkeborg IF Q møder Vildbjerg på udebane.

I toppen er der enormt tæt løb mellem Team OdenseQ, FC Nordsjælland, Kolding Q og Fortuna Hjørring. Ingen af de 4 hold skal spille mod hinanden, og derfor kræver det 3 point, hvis man fortsat vil hænge på i toppen. Fortuna Hjørring har spillet 2 kampe færre end de andre tophold, og skal på lørdag spille imod Lyseng på hjemmebane. FC Nordsjælland drager en tur til Varde, og Kolding Q møder på udebane FC Thy Piger – Skyum.

Brøndby har på nuværende tidspunkt 13 point efter 7 kampe, og kan med en sejr i weekenden mod Team Viborg melde sig ind i topkampen med de 4 ovennævnte hold. Rundens sidste kamp er mellem Aab og B93. Aab har indtil videre kun fået 4 point og derfor er det nødvendigt med en sejr, hvis de vil skabe til luft til de andre bundhold. B93 er placeret på en 7.plads med 11 point. Der er altså igen fuld knald på kampprogrammet i U18 DM, og det bliver spændende at se hvilke hold, som vender stærkest tilbage fra landsholdspause?