Overblik over Damallsvenskan: Tæt løb inden de sidste 2 spillerunder

0
1755

Hele 9 danske spillere er professionelle i den svenske liga, Damallsvenskan. Igen i år er der utroligt tæt løb i begge ender af rækken inden sæsonens 2 sidste spillerunder. FODBOLD FOR PIGER har taget et kig på den svenske liga. Mon vi får et svensk mesterskab til Simone Boye og Sanne Troelsgaard?

Af Signe Holt Andersen, journalist på FODBOLD FOR PIGER og professionel i Växjö DFF

Der er 2 spillerunder tilbage af den svenske liga, og igen i år er der spænding i begge ender indtil sidste spillerunde. Hele 9 danske spillere er professionelle i Sverige, men kun 2 af dem kan nå at vinde mesterskabet. Simone Boye og Sanne Troelsgaard fra FC Rosengård møder i weekenden ligaens nummer 1, Piteå IF DFF. Denne kamp kan afgøre, hvem som løber afsted med mesterskabet.

Piteå kan sikre sig mesterskabet i Malmø

FC Rosengård har 42 point og indtager ligaens 2. plads, hvorimod Piteå har 45 point på ligaens 1.plads. Dette betyder, at Piteå med en sejr over FC Rosengård kan sikre sig det svenske mesterskab på udebane i Malmø.

Piteå IF DFF har i år taget ligaen med storm. De sidste par år har der været tæt løb mellem FC Rosengård og Linköpings, men nu er der altså kommet en ny konkurrent til topholdene. Piteå er ekstremt fysisk stærke, hvilket har været svært at håndtere for ligaens resterende hold.

FC Rosengård er et teknisk dygtigt hold med mange store profiler. Der er ikke været meget udskiftning på mandskabet fra Malmø, og derfor er de spillet godt sammen. En af styrkerne ved FC Rosengård er deres dygtige offensiv, som rummer blandt andet Anja Mittag fra Tyskland og danske Sanne Troelsgaard. Tyske Anja Mittag er desuden også ligaens topscorer med 16 mål. Rosengård har tilmed en imponerende målscore på +38 mål efter 20 spillerunder – dette er liagens suværent bedste målscore.

Hvis Rosengård slår Piteå i weekenden, så bliver det hele afgjort i den sidste spillerunde. Her møder FC Rosengård ligaens nummer 3, Kopparbergs/Göteborg FC, som indtil videre har haft en god sæson.

Piteå møder i sidste spillerunde Växjö DFF, hvor jeg selv spiller. Vi er i Växjö DFF placeret på en nuværende 7.plads, og dermed bliver det en svær kamp mod favoritterne fra Piteå. Vi er et nyoprykket hold med mange nye spillere, men alligevel har vi formået at præstere fint i Damallsvenskan. Målet for sæsonen er top 6, hvilket stadig kan lade sig gøre. I weekenden møder vi Hammarby på hjemmebane – en kamp, som gerne skulle vindes, hvis vi vil gøre os forhåbninger om en top 6-placering. Derudover, så er det vigtigt for os at få tanket lidt selvtillid efter et par nederlag og inden den sidste kamp mod Piteå på udebane.

Skuffende sæson for Linköpings

De forsvarende mestre fra Linköpings FC har ikke været godt kørende i år. På nuværende tidspunkt er de placeret på en 5.plads med 31 point. Dermed er de ikke i spil til hverken medaljer eller Champions League. Der har været en del udskiftning på holdet, hvilket kan have påvirket deres resulater. Holdet har dog i sommerens transfervindue hentet et par offensive forstærkning (heriblandt danske Dajan Hashemi), så det tegner godt for dem i den kommende sæson.

Tæt løb i bunden

I bunden af ligaen er der også spænding til det sidste. IFK Kalmar er dog klart nederst med 3 point. Dog er der tæt løb om, hvem som bliver den anden nedrykker. Både LB07 (med danske Maria Møller Thomsen i truppen) og Vittsjö GIK(med Sofie Junge i truppen) har 20 point. Lige over dem er Hammerby IF FF, som har 24 point. Der er lagt op til en meget spændende afslutning på den svenske liga. Hvem mon løber med guldet? Og hvem rykker ned?