130 hold til Fynske Bank Cup 2019 i Assens

0
2473

Assens FC holder Fynske Bank Cup 2019 i Assens Arena i weekenden den 18., 19. og 20. januar. Rekordmange hold har tilmeldt sig årets stævne

Af René Gramm Jeppesen, initiativtager til stævnet og privatkundechef i Fynske Bank

Ventetiden er snart slut! Om mindre end to uger starter dette års Fynske Bank Cup i Arena Assens. Turneringen slår alle rekorder i år, hvor hele 130 (!) hold har meldt deres ankomst, og der bliver i den grad knald på i weekenden den 18., 19. og 20. januar.

Man kommer i Arena Assens til at kunne opleve op mod 850 spillere gennem weekenden, og specielt pigerne sprænger alle rekorder i år. Der er nemlig tilmeldt 16 pigehold til stævnet, og det er altså ikke, hvem som helst, der vælger at tage køreturen til Vestfyn. Vi snakker Vejle, Vinding SF og Nr. Bjært Strandhuse IF, som alle kommer fra Jylland, mens flere store fynske klubber som Næsby, Munkebo og Nørre Aaby IK også har meldt deres ankomst i pigerækkerne.

Hos drengene er der, som altid, rift om pladserne, og igen i år bliver der knald på hos dem også. Over 100 drengehold er tilmeldt Fynske Bank Cup, som faktisk har 5-års jubilæum i år, og faktisk er flere end 20 hold på venteliste.

Stævnet starter fredag, kl. 17.15, når U14 drenge indleder stævnet i Arenaen, mens det ellers kører derud af resten weekenden. Lørdag fra kl. 8 til 22 spiller U10 drenge og piger, mens også U11 drenge skal i kamp lørdag. Søndag rundes det hele af med U9 drenge, U12 drenge og sidst, men ikke mindst, afslutter U13 drengene stævnet.

Der vil – ligesom de andre år – være A- og B-slutspil efter de indledende puljer, så det er garanteret masser af kampe til de mange spillere, der valfarter til Assens. Skulle det ikke blive til en pokal, kan spillerne i stedet høste de såkaldte spurtpræmier, som gives for en god tackling, redning, mål eller noget helt tredje i løbet af en kamp. Disse mange præmier er sponsoreret af butikkerne- og erhvervslivet i Assens, og uden dem var det ikke muligt, at stævnet bliver ved med at slå rekorder, så stor tak til de lokale sponsorer.

Der er naturligvis gratis adgang til Fynske Bank Cup, som afholdes i weekenden den 18., 19.- og 20. januar i Arena Assens.