Optimistisk U17-landstræner efter 1-1: “Nu møder vi hold, der vil spille fodbold”

0
1941
Den danske start-11er til kampen mod Slovenien. Foto fra Ungdomslandsholdene - Pigers facebookside

Det danske U17-landshold dominerede totalt, men fik kun 1-1 mod Slovenien i sin første kamp ved Elite Round i Italien. Nu gælder det stærkere modstandere som Island og Italien. Landstræner Kristian Mørch Rasmussen tror, det bliver en fordel for Danmark med bedre modstandere

Af Steen Trolle

Da Sloveniens U17-hold torsdag havde spillet 1-1 mod Danmark ved Elite Round i Italien, kørte de væk fra stadion med ”We Are The Champions” drønende ud af bussens højtaleranlæg. For 1-1 var som en sejr for det slovenske hold, der var total overmatchet mod Danmark, som havde hele 25 afslutninger i kampen.

”Vi kontrollerede 90 procent af det der foregik, men det var de sidste 10 procent, der blev afgørende. Vi havde rigtig mange afslutninger tæt på mål, men så kom der lige en overligger eller slovener i vejen, og derfor fik vi ikke scoret, og så var der lige de 10 procent, som vi havde svært ved at kontrollere, blandt andet på grund af en meget kraftig sidevind og så nogle høje bolde fra slovenerne, som vi havde det svært med,” fortæller U17-landstræner Kristian Mørch Rasmussen på mobilen fra Italien.

Dårlig bane

Derfor var der heller ikke mange kritiske bemærkninger fra den danske landstræner, da han fredag aften gennemgik kampen på video med spillerne. Hvis han sagde noget kritisk, var det formentlig om banen, der var under al kritik.

”Det var virkelig en dårlig bane. Når vi forsøgte at spille langs jorden, så hoppede og dansede bolden hen langs jorden,” fortæller Kristian Mørch.

Fra kampen mod Slovenien. Foto fra Ungdomslandsholdene – Pigers facebookside

Og så var det uvant for Danmark at møde et hold, der spillede som Slovenien.

”De stod lavt på banen, de var gode til at lave afbrydelser i spillet og så havde de en stor angriber oppe foran, der var god til at få en masse frispark,” siger U17-landstræneren og fortsætter:

”Vi har med 15-16-17-årige spillere at gøre, og det er ikke alle situationer, som de er vant til at håndtere.  Det her var nok en situation, de ikke har oplevet før – et hold der stiller sig langt tilbage, og så med en stærk sidevind. Det har de ikke prøvet før i deres landsholdskarriere”.

Intet ændret

Danmark skal vinde de sidste to kampe mod Island og Italien for at vinde turneringen og kvalificere sig til EM-slutrunden. Men det er bestemt også indenfor rækkevidde, vurderer en optimistisk Kristian Mørch Rasmussen på mobilen fra Italien, hvor spillerne fredag havde en afslappet dag med styrketræning og fri, blandt andet til at hygge med de forældre, der er taget med til Italien for at bakke pigerne op.

”Forhåbentlig skal vi nu møde to hold, der vil spille mere fodbold end Slovenien. De ville hellere slå spillet i stykker. Vi havde på forhånd regnet med, at vi skulle slå både Island og Italien, så der er ikke noget der har ændret sig, selv om vi kun fik uafgjort mod Slovenien,” siger Kristian Mørch, der regner Island som den stærkeste af de:

”Begge hold har gode individualister, men Island er nok det bedst organiserede hold og de spiller med masser af fart i både løb og afleveringer,” siger U17 landstræneren.

Kampen mod Island spilles søndag kl. 11 og igen sker det på en dårlig bane:

“Det må vi se, hvordan vi kan håndtere. Vi skal bringe bolden hurtigere frem. Ikke nødvendigvis med høje bolde, men ved at spille med færre afleveringer blandt de bagerste spillere, og så bringe spillerne tættere sammen”.