U16-landstræner Frank Johnsen er begyndt at invitere U18 DM-trænerne med på skift til landsholdssamlingerne. Det har styrket dialogen mellem landstræneren og klubtrænerne
Når U16-landsholdet mødes til træningssamlinger, så er det ikke kun landstræner Frank Johnsen, hans assistent Claus Struck og andre DBU-folk, der står klar til at træne pigerne. Med på banen – i DBU-tøj – er ofte to-tre cheftrænere fra U18 DM-klubberne. Som noget nyt er Frank Johnsen og Claus Struck nemlig begyndt at invitere U18 DM-trænere med til samlingerne på skift.
”Det opstod lidt tilfældigt. En træner havde lovet at køre en spiller til en samling, og så sagde jeg, at så kunne han jo lige så godt være med til træningen. Bagefter talte Claus og jeg om, at det kunne være sjovt at invitere trænerne med fast. Det er vi så begyndt på, og det har været vildt godt, synes vi,” fortæller Frank Johnsen.
Er med hele den første dag
Stort set alle U18 DM-trænere har nu været med mindst én gang. Frank Johnsen prøver at sætte trænerne sammen på tværs af landsdele, og så deltager de ellers hele den første dag, hvor de både løser opgaver på træningsbanen, deltager i møder med spillerne og får en snak med de andre trænere og DBU-folkene.
”Vi ser det som en samarbejdsplatform, også klubberne imellem. Trænerne er jo selvfølgelig konkurrenter, men det er jo kun til kampene. De andre dage er de kolleger, og derfor synes vi det er en god ide, at de sættes sammen og kan inspirere hinanden på kryds og tværs. Det sjove er jo, at selv om de konkurrerer, så tør de godt lukke op for godteposen og fortælle hinanden, hvad de gør taktisk,” siger Frank Johnsen.
“Det sjove er jo, at selv om de konkurrerer, så tør de godt lukke op for godteposen og fortælle hinanden, hvad de gør taktisk”
Frank Johnsen , U16-landstræner
Bedre dialog med klubberne
Samtidig har det styrket hans dialog med klubberne. Tidligere var det ikke altid, at samarbejdet kørte gnidningsfrit mellem U-landstrænerne og klubtrænere, for parterne kunne have modsatrettede interesser. Men den slags modsætninger møder Frank Johnsen ikke i dag.
”Jo bedre relation vi har, jo bedre samarbejder vi. Ved at invitere trænerne med, får de en mulighed for at høre hvad vi tænker og hvorfor vi gør, som vi gør. Og vi kan høre, hvad de tænker. Det har styket dialogen, og jeg oplever aldrig problemer, når jeg ringer ud og snakker med en klubtræner om f.eks. doseringen af træningsmængden hos en spiller,” siger U16-landstræneren.
Står det til ham, er U18-trænernes deltagelse i træningssamlingerne kommet for at blive.
”Vi vil i hvert fald invitere to-tre trænere med hver gang. Så kan det godt være, at der er enkelte gange, hvor det ikke kan lade sig gøre på grund af arbejde osv. Men står det til os, så skal det være en fast ting,” siger Frank Johnsen.