FC Thy-ThistedQ overraskede med fire mål og tre point – de to tophold sejrede

0
1267
Fortuna Hjørring, Foto: Fodboldfoto v. Jess Madsen

Topholdene, Brøndby og Fortuna Hjørring, trækker endnu længere fra i toppen, efter begge hold fik tre point med sig hjem. Der bliver fortsat kæmpet om bronzen, hvor også FC Thy-ThistedQ begynder at melde sig på banen efter en sejr over KoldingQ.

Af Camilla Bergholm

16 mål blev det til i lørdagens tre opgør i Slutspillet. Det var derfor en oplevelsesrig dag i fodboldens tegn for de fremmødte tilskuere til alle tre kampe. KoldingQ tog imod FC Thy-ThistedQ, der overraskede og tog både fire mål og tre point med hjem. Brøndby tog tre point til kontoen mod VSK Aarhus, det samme gjorde det andet tophold, Fortuna Hjørring, i Ballerup, hvor de mødte BSF.

KoldingQ – FC Thy-ThistedQ (1-4)
Det er lykkedes FC Thy-ThistedQ flere gange at drille de andre hold i ligaen. Thyboerne tog blandt andet tre point med hjem fra Aarhus, da de mødte VSK Aarhus for et par uger siden. Lørdag var de igen klar til ikke bare at drille KoldingQ, men også til kæmpe om de tre point.

Det var også thyboerne, der lagde bedst fra start. Det gav pote efter blot to minutter, hvor Rikke Dybdahl blev spillet fri, og hun sendte derefter bolden i nettet. 21 minutter inde i kampen var det igen udeholdet, der var klar i et flot opspil. Denne gang var det Malene Sørensen, der blev spillet fri. En frispilning hun omsatte til et mål. 2-0 til FC Thy-ThistedQ.

Molli Plasmann kæmpede hårdt for bolden på thyboernes banehalvdel, hvilket gav pote efter 22 minutter, hvor hun fik spillet bolden videre til Signe Boysen, der stod for at sætte kuglen ind bag udeholdets keeper. KoldingQ reducerede til 2-1. 

FC Thy-ThistedQ fortsatte deres pres i anden halvleg, hvor de sad på meget af spillet. Presset lykkedes efter 50 minutter, hvor Rikke Dybdahl med endnu en scoring bragte udeholdet foran med 3-1.

Efter målet var det igen FC Thy-ThistedQ, der havde bolden mest. Koldingenserne kom også frem til udeholdets målfelt et par gange, men det var udeholdets Rikke Dybdahl, der efter 71 minutter igen fik det til at gøre ondt på KoldingQ, da hun driblede forbi forsvaret og fuldendte sit hattrick.  

KoldingQ kom frem til en chance efter 75 minutter, der dog endte med at ryge over målet. Hjemmeholdet pressede på, men et stærkt FC Thy-ThistedQ-forsvar holdte dem fra at score.

Kampen endte 4-1 til FC Thy-ThistedQ.

VSK Aarhus – Brøndby (2-5)
Brøndby har været suveræne, mens VSK Aarhus til tider har haft det lidt svært. Senest da de tabte til FC Thy-ThistedQ. Der var derfor lagt op til en hård kamp for hjemmeholdet.

VSK Aarhus kom også fint fra start, hvor begge hold kom frem til chancer. Alligevel var det Brøndby, der viste sig at være det stærkeste hold. Der skulle nemlig kun gå 11 minutter, før Mille Gejl Jensen spillede ind til en fri Nicoline Sørensen, der bragte udeholdet foran.

Nicoline Sørensen var også med fire minutter senere, da Brøndby efter usikkerhed i århusianernes forsvar fik tilkæmpet sig bolden. Den blev lagt af til Nicoline Sørensen, der skød, men ramte stolpen, der sendte kuglen ud til en klar Ria Ôling, som sendte bolden i mål. 2-0 til Brøndby. 

Ria Ôling var igen med helt oppe foran syv minutter senere, da hun spillede Mille Gejl Jensen, der fik bolden ind bag århusianernes keeper. 

VSK Aarhus’ forsvar havde svært ved at holde Brøndby væk fra målet. Dette førte efter 28 minutter igen til en scoring af vestegns-holdet. Det skete, da Caroline Gram sendte bolden indover til en fri Nanna Christiansen, som fik bolden ind over målstregen til 4-0.

Brøndby havde herefter flere chancer, men alligevel lykkedes det hjemmeholdet at komme frem til modstandernes mål. Det skete 40 minutter inde i kampen, da Sofie Jørgensen sendte et hårdt skud af sted mod mål. Et skud, Brøndby-keeperen ikke kunne nå, og bolden gik derfor i mål. VSK Aarhus reducerede til 4-1. 

Selvom pausen nærmede sig, var Brøndby ikke færdige. Det blev nemlig til endnu et mål af Mille Gejl Jensen. 

VSK Aarhus kom ud til anden halvleg med fornyede kræfter, der allerede efter et par minutter fik dem ledt frem til en chance. Presset gav pote efter 64 minutter, da Brøndbys forsvar afleverede til en VSK Aarhus-spiller, der løb mod mål. Aarhus-spilleren blev væltet omkuld, hvilket udløste et straffespark. Et straffe Simone Hagelskjær eksekverede, og hun fik sendt bolden i nettet til 2-5.

Hjemmeholdet pressede på til det sidste, men det lykkedes ikke at komme frem til flere målet. Kampen endte derfor 5-2 til Brøndby. 

BSF – Fortuna Hjørring (0-4)
Også i lørdagens opgør mellem BSF og Fortuna Hjørring bød det på en masse mål. De fleste mål kom dog lidt sent i kampen, og derfor var det et åbent opgør. Fortuna Hjørrings mål kom til gengæld allerede efter ni minutter, da Sara Andersen fik en bold fra siden af felten, som hun sendte i mål til 1-0. 

Efterfølgende havde Fortuna Hjørring meget af boldbesiddelsen, men det lykkedes alligevel for begge hold at komme tæt på modstanderens mål flere gange. Selvom optakten var der for begge hold, blev det dog ikke til flere mål i første halvleg.

Efter 67 minutter fik Fortuna Hjørring bolden lagt ind over i hjemmeholdets målfelt, hvilket førte til et langt klumpspil, hvor begge hold kæmpede for bolden. Det lykkedes Tamires Gomes i sidste ende at få fat på bolden og skudt den ind bag BSF-keeperen. 2-0 til Fortuna Hjørring. 

Det var Hjørring-truppen der efter målet sad mest på bolden. Det udnyttede de efter et flot opspil fra flere positioner, hvor bolden til sidste endte hos Tamires Gomes, der efter en fin førsteberøring skød bolden i mål.  

BSF forsøgte at holde hovedet oppe i kampen, men alligevel lykkedes det Fortuna Hjørring at få endnu et mål i overtiden, hvilket Laila Himle stod for.

Kampen endte 4-0 til Fortuna Hjørring.