Rivaler spillede uafgjort i søndags – i aften mødes de i pokalsemifinalen

0
1696
KoldingQ og Varde IF spillede søndag 2-2 i ligaen. Foto: Varde

Varde IF og KoldingQ spillede søndag 2-2 i ligaen. I aften mødes de igen i pokalsemifinalen. Vi varmer op til kampen med et interview med Vardetræner Lasse Skovhøj

Af Astrid Trolle

Onsdag aften spilles den ene af kampene i den jyske U16 pokalsemifinale. Fortuna Hjørring er direkte videre til finalen, fordi Mejrup GU er blevet taberdømt. Den anden kamp bliver fløjtet op kl. 19 i aften, og står mellem Varde IF og Kolding Q. Begge hold er tændte, og håber på en plads i den eftertragtede finale. Varde og Kolding er ikke fremmede for hinanden. Så sent som i søndags mødte pigerne hinanden i en ligakamp i pulje 812, hvor kampen endte uafgjort 2-2. Så der er lagt op til en lige kamp.

Vi har spurgt Vardes træner Lasse Skovhøj, hvad han gør sig af tanker om dagens kamp:

Hvad forventer i af kampen i morgen?

Vi forventer en kamp med masser af tænding og intensitet. Vi plejer at spille nogle lige kampe mod Kolding, og mange af pigerne kender til hinanden. Vi går ind med en god fornemmelse alle sammen, efter kampen i søndags, hvor Kolding var heldige med det ene point.

Vi har et meget ungt hold, som mangler lidt på rutinen, men med alt det talent, samt det fantastiske sammenhold vi har, er der ingen grænser for hvad vi kan opnå som hold.

Foto: Varde IF

Hvordan har du forberedt dine piger inden semifinalen?

Vi har tænkt over kampen siden i søndags, hvilke ting lykkedes og hvilke ting lykkedes ikke. Dele af vores fokuspunkter fungerede, mens andre blev finpudset i mandags. Det er dog noget helt andet at spille pokalkamp i forhold til en Ligakamp. Vi har lige været til turnering i Holland, hvor vi mødte nogle store piger, og fik italesat tilgangen til knockout kampe.

Hvordan har i/du det med modstanderne?

Jeg har det fint med Kolding. Det er nok det tætteste vi kommer på et lokalopgør. Pigerne kan også mærke denne rivalisering og viste en fantastisk indstilling søndag, så den tager vi med igen senere til dagens kamp!

I spillede mod Kolding i forgårs, hvordan er det at møde samme modstander indenfor så kort tid?

Jeg synes ikke det gør noget. Det er dog svært, når det er så uforudsigeligt, hvilket hold Kolding kommer med. Jeg er dog sikker på, at lige meget hvad de kommer med, er vi klar med vores piger.

Hvad vil du sige til dine piger, inden de går på banen i morgen?

Nyd det. Det er en fed oplevelse at spille pokalsemifinale og så endda mod Kolding. Der kommer masser af støtte derude fra tilskuerne, som jeg regner med giver en masse energi til pigerne på banen. Alt den energi, skal de bare tage til sig og nyde kampen fuldt ud. 

Hvordan vil i sikre jer sejren og en finaleplads?

Vi skal bare vinde kampen.