Normalt er det 9. og 10. klasses elever, der udfylder sengepladserne på Hjemly Idrætsefterskole. Men en uge i sommerferien åbner skolen op for bl.a. fodboldspillere, der netop har afsluttet 6., 7. eller 8. klasse. Det sker ved årets I’m a Winner Camp.

Campen begynder søndag d. 30. juni og slutter torsdag d. 4. juli, og udover fodbold, bliver der også afholdt camps for håndbold-, basketball- og badmintonspillere. Således vil skolen huse omkring 200 unge mennesker (både piger og drenge), der brænder for at dyrke idræt sammen med rigtig dygtige trænere.

På fodboldbanen er det skolens to kvindelige trænere, Merete Pedersen og Britta Brink Olsen, der står for træningen af pigerne. Merete er tidligere A-landsholdsspiller og med 65 målscoringer fordelt på i alt 136 landskampe, er hun den mest scorende landsholdsspiller i Danmark. Britta er tidligere ungdomslandsholdsspiller på U17, U19, U23 og har derudover spillet 3F liga-fodbold i 10 år.

Merete og Britta er begge faste fodboldtrænere på efterskolen, og de glæder sig til at give dette års camp-deltagere nogle uforglemmelige dage, hvor de får en masse fede oplevelser, nye venskaber og kvalificeret fodboldtræning.

”Det fede ved campen er, at du får afprøvet om efterskolelivet er noget for dig. Man mærker det fællesskab, der er ved at gå på en efterskole, og fordi man er med fra søndag til torsdag og ikke tager hjem hver aften, kommer man virkelig tæt på hinanden. Der dannes en masse nye venskaber og sociale relationer – også med dem, som måske ikke lige spiller fodbold”, siger Merete.

Spørger man to af Hjemlys tidligere camp-deltagere, er de heller ikke i tvivl om, at campen var med til at åbne deres øjne for efterskoleverdenen:

”Der var super fedt, fordi det var lige som at være på efterskole, så man fik ligesom afprøvet om efterskolelivet var noget for en”, siger Iben, der deltog i campen i 2017 og i dag går på fodboldlinjen på Hjemly Idræstefterskole.

”Man fik en masse nye relationer. Jeg var alene afsted på campen, og det var fedt at bonde med alle de andre. Man følte sig ikke alene, selvom man kom alene”, siger Karla, der ligesom Iben var med på campen i 2017 og i dag er en del af Hjemlys pigefodboldhold.

Vil du vide mere om fodbold-campen på Hjemly Idrætsefterskole eller vil du deltage i sommerens camp, så læs mere på Hjemly Idrætsefterskoles hjemmeside, hvor du også finder tilmeldingsblanketten.