B.93 og Farum BK/FCN støder sammen i toppen af tæt Kvalifikationsliga

0
1355
B.93 møder søndag Farum BK/FCN i Kvalifikationsligaen. Foto: Christian Midtgaard

Søndag står B.93 klar på banen, når de tager imod Farum BK/FCN. Det er stadig tæt i Kvalifikationsligaen, og derfor er det en vigtig kamp for begge mandskaber. Farum BK/FCN kæmper for at fastholde førstepladsen, mens B.93 forsøger at komme fra tredjepladsen op i top-2. 

Af Camilla Bergholm

To point adskiller de to hold, men store ambitioner samler dem. Søndag tager B.93 imod Farum BK/FCN i en spændende kamp, hvor to trupper med stærke spillere og tårnhøje ambitioner står klar på banen. Spillerne fra Farum BK/FCN træder ind på grønsværen med en førsteplads i bagagen, mens B.93 kommer på banen med en tredjeplads. 

Det er tæt i toppen af Kvalifikationsligaen, og derfor bliver det to interessante runder, mandskaberne går i møde. Det fortæller Nana Boysen fra B.93:

“Det bliver en utrolig spændende, men hård kamp. Vi har respekt for dem.”

Camilla Kur fra Farum BK/FCN er også sikker på, at det bliver en kamp fuld af energi fra begge trupper. Men hun påpeger også, at der én ting, nordsjællænderne går efter. Nemlig sejr.

“Vi forventer tre point. Men det er meget tæt, og vi ved, at B.93 kommer med alt det, de har,” sige FCN-spilleren. 

“Jeg har ikke prøvet, at det har været så tæt og spændende i nogen af de andre klubber i udlandet, jeg har spillet i”

Camilla Kur, spiller Farum BK/FCN

Derfor er det også en fokuseret Farum BK/FCN-trup, fortæller Camilla Kur og fortsætter:

“Vi har udviklet os meget. Vi er jo næsten et nyt hold, fordi vi har styrket vores relationer. Vi kender hinanden godt nu, og så er vi bare blevet bedre.”

Camilla Kur spiller i Farum BK/FCN, hvor klubben har høje ambitioner for pige og -kvindefodbolden. Foto: Steen Trolle.

To farlige offensive hold
Det er en tæt Kvalifikationsliga, de to spillere af en del af. Farum BK/FCN har ligesom Næsby på andenpladsen 16 point. Efterfølgende kommer B.93 på tredjepladsen med 14 point, og Odense puster dem i nakken med 13 point. Der er derfor ikke noget, der er sikkert endnu. Og det er nervepirrende, fortæller Camilla Kur.

“Det er virkelig sjovt at være en del af Kvalifikationsligaen, men det er også meget nervepirrende. Jeg har ikke prøvet, at det har været så tæt og spændende i nogen af de andre klubber i udlandet, jeg har spillet i. Så det er spændende også at følge de andre hold, for alle overrasker,” fortæller Nordsjælland-spilleren.

“Vi har en farlig offensiv og en stærk bagkæde. Vi har i det hele taget mange dygtige spillere”

Nana Boysen, spiller B.93

Nana Boysen er positivt stemt over de andre hold i ligaen. Men det er også forventeligt, mener hun.

“Det er forventet at møde stærke modstandere. Men det har også været styrkende for os at møde mange hold med anderledes spillespil. Så det har været en udfordring,” siger hun.

Det er tydeligt, at begge spillere forventer meget af kampen. Og det er også to stærke hold, der mødes søndag klokken 13 på B.93’s hjemmebane.

“Vi har det som hold godt med hinanden, og det viser sig også på banen. Vi har en stærk offensiv, hvor vi kommer frem til meget, og vi har gennemsnitligt scoret mange mål i hver kamp,” fortæller Camilla Kur.

Offensiven lægger Nana Boysen fra B.93 også vægt på.

“Vi har en farlig offensiv og en stærk bagkæde. Vi har i det hele taget mange dygtige spillere, og vi har vist, at vi sagtens kan følge med,” siger hun.

Klubber med fokus på kvindefodbold
Med et øget fokus på kvindefodbold er der samtidig også lagt grobund for spændende konstellationer. Både Nana Boysen og Camilla Kur fremhæver, at de kan mærke det store fokus på kvindefodbold i klubberne, hvilket gør en stor forskel.

“Det er super fedt at være en del af B.93. Det er søde piger, og klubben har virkelig fokus på kvindefodbold. Vi har noget nyt at byde på som hold,” fortæller B.93-spilleren.

“Det er fedt at være med til at bygge noget op, hvor kvinderne får plads”

Camilla Kur, spiller Farum BK/FCN

Også Camilla Kur føler, at det er fedt at være en del af udviklingen i Nordsjælland.

“Det er virkelig fedt, at FCN har taget kvinderne ind. Det er stadig en proces, hvor der mangler noget, men man kan mærke forskel. De gør meget for os. Bare de små ting uden for banen. Det er fedt at være med til at bygge noget op, hvor kvinderne får plads,” siger Camilla Kur.

Når de to spillere bliver stillet spørgsmålet, om de efter den 15. juni, hvor begge hold har deres sidste kamp, snupper én af pladserne i 3F Ligaen, lyder svaret prompte. 

“Ja, det skal vi. Vi vil gøre alt for det. Jeg tror på det,” siger Camilla Kur, mens Nana Boysen også fastslår:

“Det håber jeg, og vi går stærkt efter det. Jeg tror på det.”