FC THY Piger fejrede sæsonen

0
2863

Traditionen tro var der hygge, mad, leg, taler og kåringer på programmet, da FC THY Piger kunne fejre den 5. veloverståede sæson

KLUBNYT I alt 229 fodboldpiger, trænere, forældre, søskende og bedsteforældre skabte fredag aften de helt perfekte rammer i Multicentret i Østerild for årets afslutning i FC THY Piger.

Alle årgange fra U13 til U18 var med og kvinderne fra FC THY – Thisted Q var også på plads til at slutte fodboldåret af på fineste vis.

Menuen lød på byg-selv-burger og grillede frankfurtere og til dessert havde alle bidraget til et overdådigt kage og frugtbord.

Formand Bent Andersen takkede i sin tale klubbens mange dedikerede trænere for indsatsen i sæson 2018/2019.
– Uden det dedikerede trænerteam, der lægger mange timer i arbejdet med holdene, så var der ikke så mange piger i Thy, der ville vælge fodbolden, lød formandens skulderklap.
Samtidig gik en tak ud til de mange forældre, der bakker op, når der er brug for en hjælpende hånd og kører mange kilometer i løbet af en sæson for at få puslespillet FC THY Piger med træning i fem klubber til at gå op.

Under formandens tale var der også roser til U13 Liga 1-holdet, som i år hev pokalen hjem til Thy i Pokalturneringen.

Der blev sagt behørigt tak for indsatsen til Norman Jensen og Anette Jørgensen, der begge har været med i samarbejdsudvalget siden begyndelsen for fem år siden. De to træder nu ud af udvalget, men fortsætter med andre funktioner i organisationen.

Efter en omgang “bordfodbold” i realstørrelse på stor bane mellem årgangenes forældre var det tid til året kåring af Årets Profil på alle hold og derudover de tre klubpriser Årets Kammerat, Årets Fighter og Årets Spiller i FC THY Piger.

Årets Spiller blev for andet år i træk Sophie Gravesen fra U18DM holdet. Sophie har haft et forrygende fodbold-år med landsholdsdebut på U16 landsholdet, hvor hun også har scoret. Hun har også fået debut i 3F ligaen på FC THY – Thisted Q, hvor hun også scorede i debutkampen og så er hun tidligere i år kåret som Årets Talent i Thy.

Årets Fighter er Stine Andersen fra U15.

Årets Kammerat er Johanne Facius fra U14.

Årets Profiler er:

U13 Liga 1: Anne Jensen

U13 Liga 2: Sara Lynge

U14 Liga 1: Emma Mörk

U14 Liga 2: Marie Josefsen

U15 Liga 1: Mathilde Dalgaard Nielsen

U16 Liga 2: Johanne Lukassen

U18 Liga 2: Cecilie Holst

U18DM: Anna Damsgaard

3F Ligaspiller: Maja Østergaard.

Du kan på FC THY Pigers hjemmeside se flere billeder fra afslutningsfesten.