Nyt hold rykker op tre gange på to år

0
2015
Husum Boldklubs kvinder, som nu er klar til Kvindeserie Øst. Foto: Husum Boldklub - fra 2700-netavisen.dk

Husums nye kvindehold er klar til Kvindeserie Øst, efter tre oprykninger siden holdet blev dannet for to år siden

Indtil for to år siden var der ikke et kvindehold i Husum Boldklub i København. Men det var dengang, for nu har klubben ikke bare et kvindeseniorhold. De har et hold, der har spillet sig hele vejen op i Kvindeserie Øst og som nu er det højest rangerede hold i klubben – og det næsthøjest rangerede i hele bydelen Brønshøj-Husun.

”Det er en fantastisk præstation, og det er utroligt spændende at se, hvad det her kan blive til. Der er så meget fremgang, at der nu tales om at tilmelde endnu et 11 mands damesenior hold,” siger klubbens formand Johnny Nielsen til 2700-netavisen.

Det succesrige hold blev dannet, fordi klubben gerne ville have et seniorhold, så ungdomsholdene havde noget at se op til og så pigerne ikke behøvede at skifte klub, hvis de gerne ville fortsætte med at spille fodbold, når de blev 15-16 år.

Det nye hold blev dannet i 2017. De startede i serie 2, men efter et halvt år rykkede de op i Serie 1. På det tidspunkt stoppede træneren, fordi han flyttede, og i stedet fik de en ny træner, Peter Meulengrath, som har et langt træner-CV og erfaring med kvindefodbold i landets næstbedste række. Han udvidede træning fra en til to gange om ugen, og herefter rykkede holdet videre op i Københavnerserien. Her fik de en dog en svær første sæson, hvor de med nød og næppe overlevede, takket være fire point i de sidste to kampe mod rækkens nummer et og to.

Den flotte slutspurt gav blod på tanden og med ansættelsen af en målmandstræner, der nu også er assistenttræner, og tilgang af nye spillere, blandt andet flere af klubbens tidligere ungdomsspillere, har Husum i denne sæson gjort det forrygende. Ni sejre i ni kampe er det blevet til i Københavnserien, og nu venter altså Kvindeserie Øst.

”Hele pige- og damesiden i Husum Boldklub blomstrer. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det vil betyde, når det nye klubhus står færdigt og vi så også kan tilbyde nogle fantastiske faciliter på den front,” siger formanden Johnny Nielsen til 2700-netavisen.