FC Nordsjælland henter nigeriansk landsholdsspiller

0
1485
Uchechi Sunday. Foto: FCN

FC Nordsjælland henter offensiv forstærkning. Uchechi Sunday spiller i Farum resten af efteråret

Tekst: Kvindeliga.dk

FC Nordsjællands offensiv er blevet en spiller rigere. Den 25-årige nigerianer Uchechi Sunday er blevet hentet ind på en aftale, der foreløbig varer året ud, men klubben afviser ikke at holde på den 185 cm høje angriber, hvis opholdet er en succes.

Head of Women’s Football hos FC Nordsjælland, Christian Taylor beskriver Uchechi Sunday som en fysisk stærk offensivspiller, der på trods af sin højde er hurtig på fødderne.

International erfaring fra hele verden

Sundays erfaring spænder blandt andet over en VM deltagelse med Nigeria i 2011, men hun var også med til U20-VM i 2010 og 2014. På klubsiden har blandt andet spiller for Rivers Angels i hjemlandet Nigeria, FC Neunkirch i Schweiz, FK Minsk i Hviderusland og Incheon Daekyo i Sydkorea.

Da hun i 2015 spillede for Minsk fik Sunday fire kampe i Champions League, hvor det blev til hele syv mål. Endestation for Minsk og Sunday blev 1/16-finalerne, hvor de tabte samlet 6:0 til Fortuna Hjørring.

I 2014 var hun nomineret til Youth Player of the Year af det afrikanske fodboldforbund CAF – en pris der dog gik til landsholdskollegaen Asisat Oshoala.