Herlufsholm udvikler egne profiler til fremtiden

0
2416

I Herlufsholm er fokus på at udvikle egne profiler til fremtiden – det er en nødvendighed, hvis klubben skal kunne begå sig på højeste niveau.

Af Jimmy Langelund, HG

KLUBNYT “Vi har så mange spillere, der inden for de næste år står klar til at tage springet til vores hold. Vi har mellem 12 og 15 af den her slags spillere stående klar fra U15 og nedefter. Hvis vi kan konvertere halvdelen til ligaspillere, så har vi skabt et halvt førstehold.”

Så klar i mælet er HG’s cheftræner, Thomas Rune, når talen falder på de mange talenter, der huserer på klubbens pigehold, som alle drømmer om en dag at trække den hvide trøje over hovedet og tørne ud for klubbens førstehold. Og arbejdet med at integrere de første af dem blandt seniorerne er også allerede i fuld gang.

14 år og i lære som ligaprofil

Nicoline Dam Schrøder og Patricia Lindgaard Bruun er to af de spillere, som Thomas Rune taler om, når han snakker om klubbens største talenter, og selv om de blot er 14 år gamle, så er de allerede i denne sæson blevet en del af førsteholdstruppen. De må først spille kampe, når de senere i år begge fylder 15, men siden sommerferien har de trænet med blandt klubbens bedste.

Trods sine blot 14 år håber Nicoline Dam Schrøder, at der ikke går længe, før hun debuterer på HG’s førstehold.

“Vi træner stadig sammen med U16 hver torsdag, men niveauet her er meget højere. Det går meget hurtigere, og det tog lige et par måneder at vænne sig til”, fortæller Nicoline, der bakkes op af holdkammeraten Patricia.

“Det har været fedt at blive inviteret med, især fordi det er meget bedre træning. Det er meget mere fokuseret, og så kan man også godt mærke, at trænerne her selv har spillet og er på et højt niveau”, fortæller Patricia, der sammen med Nicoline er kommet til klubben fra NIF i ungdomsårene.

Patricia valgt at skifte til HG, da hun forlod lokalrivalerne fra NIF.

Thomas Rune lægger heller ikke skjul på, at forventningerne til både Nicoline og Patricia er, at de på sigt vil kunne træde ind som profiler på hans mandskab.

“De har begge så meget potentiale, at de om nogle år vil kunne hæve niveauet på vores hold. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at de bliver etablerede divisionspillere, men før de når så langt, så er der 7-8 trin, som de skal kravle op af i deres udvikling, og så må vi se, hvor hurtigt de kan gøre det. Men på den korte bane regner jeg i hvert fald med, at de begge får spilletid inden for kort tid,” slår cheftræneren fast.

Lige dele pisk og gulerod til de unge

Når piger på bare 14 år skal op og præstere med kvinder, som er op mod 10-15 år ældre end dem selv, så er det en balancegang, hvor meget man skal gå til dem, og hvordan de bliver indlemmet blandt de andre spillere, og det er også noget, som klubben har fokus på.

“Det er en kultur, som jeg har skabt, at de mest spændende unge spillere skal være med omkring holdet. Så det er med vilje, at vi kun har 18 spillere i truppen, så der er plads til den integrationsproces. Pigespillere skal nemlig typisk være trygge for at kunne præstere, og det bliver tryggere for dem, når de har været med hos os fra så tidlig en alder”, fortæller Thomas Rune, og slår samtidig fast, at det er vigtigt, at de ældre spillere både kan svinge pisken men også være gode rollemodeller for de yngre.

“Det er nemmere at få de her piger til at være rollemodeller for hinanden end herrerne, der måske i højere grad er lidt mere egoistiske. Men det betyder ikke, at de bliver båret igennem. De får også at vide, hvis de tuder for meget, og at de skal levere. De er gode til den balancegang med både at vise omsorg men så også turde at gå til hinanden”

Og det har de unge piger da også mærket på egen krop.

“Der bliver helt klart krævet mere af os, end vi har været vant til og det skal der også. Der skal kræves mere, når det er højere niveau. Thomas er også hård, hvis man ikke gør tingene ordentligt, og han godt ved, at man kan præstere bedre. Men sådan skal det også være”, er Patricia og Nicoline enige om.

Patricia og Nicoline er i truppen på lige fod med de ældre og mere etablerede spillere, der også har ansvar for at hjælpe de unge med at komme ind på holdet.

Klubben skal selv producere fremtidens førstehold

Det er også vigtigt, at spillere som Nicoline og Patricia kan gå hele vejen, for HG skal være i stand til både at spotte talenterne og bringe dem hele vejen op på førsteholdet, hvis klubben frem over skal gøre sig gældende i toppen af dansk kvindefodbold.

“Vi er godt klar over, at vi kan ikke hente spillere ude fra til klubben, som er på liganiveau, men vi kan godt selv producere dem. Derfor skal vores målsætning også være ud fra, at det tager tid, for vi skal selv producere spillere til højeste niveau i Danmark. Men det kan vi også godt, og de første er allerede på vej”, fortæller Thomas Rune, der også mener, at det er vigtigt, at de unge spillere er med til at sikre den lokale forankring i Næstved og omegn.

“For mig er det en drivkraft at udvikle spillere og personligheder, som har en tilknytning og nærhed til både klubben og vores landsdel. Så derfor er det vigtigt, at vi får udviklet dem optimalt”, slutter cheftræneren af.