FC Horsens U16 piger udfordrer de bedste

0
2343
Foto: FC Horsens

I den kommende sæson skal U16 pigerne fra FC Horsens matches med nogle af de bedste hold i Jylland og på Fyn. Holdet har nemlig kvalificeret sig til Liga 1A.

Tekst: Torsten Cargnelli, FC Horsens – redigeret af Sophie Dyrekær Gudsøe.

U16 pigerne fra FC Horsens går en spændende og udfordrende sæson i møde. Holdet kvalificerede sig nemlig med flotte resultater i efteråret til Liga 1A, som rummer de bedste otte hold i Jylland og på Fyn. I foråret skal FC-pigerne blandt andet spille mod etablerede licensklubber, som Fortuna Hjørring, Kolding Q, Odense Q og Lyseng. Det er alle hold, der har flere ungdomslandsholdsspillere og unionsspillere i deres spillertruppe. Den udfordring skræmmer dog hverken trænerne, Jørn-Kato Stangnes og Casper Maack Andersen eller Horsensspillerne, som ser frem til at blive matchet med de allerbedste.

Trænerne glæder sig til sæsonen, som netop er skudt i gang med træning på kunstgræs og fokus på opbygning af styrke og skadesforebyggende træning. Truppen tager inden længe på træningslejr på BGI Akademiet, der både byder på træning på Goal-Station og tid til, at holdet kan blive rystet godt sammen inden den kommende sæson. Samtidig bliver der taget et fælles afsæt med alle ungdomsårgange omkring fysisk træning med klubbens tilknyttede fysioterapeut.

Sæsonen sparkes i gang i marts med pokalkvartfinale på hjemmebane mod VSK Aarhus, hvor 2004-årgangen har gode pokaltraditioner med finaledeltagelse sidste år samt en pokaltitel i 2017.

Er du nysgerrig på, hvad årgangen har at byde på, eller ønsker du en prøvetræning, er du velkommen til at kontakte talentchef, Frank Nielsen, 21734546.
Du kan også læse mere på klubbens facebookside: https://www.facebook.com/fcpiger/