Træningsprogram og kreative fodboldøvelser holder Cecilie Bergholt skarp

0
2273
Foto: Cecilie Bergholt

Der afventes stadig nyt fra myndighederne om, hvornår der kan åbnes for fodbold igen. Indtil da er spillerne tvunget til at træne på egen hånd, både når det gælder styrke- og konditionstræning, men også hvis man vil træne med bold.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

FODBOLD FOR PIGER har talt med spillere fra 1. division om, hvordan fodboldpausen og den igangværende coronasituation påvirker deres hverdag og træning. Det fortæller Cecilie Bergholt fra Østerbro IF om i denne artikel.

Cecilie Bergholt er 26 år gammel og en fast del af Østerbro IF 1. division truppe, hvor hun har spillet i tre år. Til daglig studerer hun.

”Coronasituationen, som den ser ud lige nu, er naturligvis speciel og indgribende i min hverdag såvel som i andres. Det berører min hverdag i den forstand, at jeg ikke kan tage på studiet eller foretage mig andre aktiviteter, men at jeg også er begrænset i forhold til fodbold, træning og fysisk aktivitet generelt,” fortæller Cecilie Bergholt.

“Da vejret har været rigtig godt, har der været rig mulighed for at træne udendørs på forskellige kunstgræsbaner. Det har et par stykker fra holdet og jeg udnyttet”. Foto: Cecilie Bergholt.

For at holde formen ved lige har spillerne fra Østerbro IF modtaget et træningsprogram fra deres træner, som både indeholder løb og styrkeøvelser.

”Vi har fået tildelt et træningsprogram af vores træner, der indeholder almindelig løbetræning, intervaltræning samt styrke- og eksplosivtræning, som han helst ser, vi laver for at holde os i gang. Så er det selvfølgelig op til hver enkelt spiller at have selvdisciplin nok til at lave det… Derudover har vores træner lavet små konkurrencer med forskellige kreative fodboldøvelser, som han har lagt ud i vores Facebook-gruppe, hvor alle fra holdet har kunne deltage og vinde præmier,” lyder det fra den 26-årige københavnske spiller.

Foto: Cecilie Bergholt

Cecilie Bergholt forsøger så vidt muligt at træne så godt det er muligt og tilladt, og hun følger derfor nøje myndighedernes anbefalinger.

”Indtil videre har jeg løbet ture udenfor og selvtrænet hjemme i min lejlighed. Da vejret har været rigtig godt, har der været rig mulighed for at træne udendørs på forskellige kunstgræsbaner. Det har et par stykker fra holdet og jeg udnyttet. Vi har typisk trænet to timer hver anden dag, hvor vi har lavet forskellige øvelser med bold, trænet spark samt basal teknik og på den måde holdt os lidt i gang,” siger hun.

Der er i disse tider tid til at få pudset teknikken af. Foto: Cecilie Bergholt.

”Der er dog stadig intet, der kan måle sig eller sammenlignes med det at træne med hele holdet tre gange om ugen, samt de kampe som vi skulle have været i gang med nu. Jeg tror, at vi alle savner den stemning, der er i omklædningsrummet inden og efter træning og kamp og ikke mindst det sociale samvær,” fortæller Cecilie Bergholt afslutningsvist.