Ærgerlig Brøndby-anfører: ”Man vinder jo ikke sølvet, man taber guldet”

0
1765
Lørdag havde Brøndby IF muligheden for at vinde Kvindeligaen 19/20. Til deres store skuffelse blev det dog sølvmedaljer, der blev rakt over halsen i stedet for guld. Anfører Theresa Eslund trøster Julie Tavlo Petersson. Foto: Charlotte Stentebjerg

Lørdag kom både Fortuna Hjørring og Brøndby IF på podiet, da de to tophold delte point i årets sidste kamp i Kvindeligaen. Det var dog blandede følelser, de to anfører fra holdene stod tilbage med efter et intenst opgør.

 Af Charlotte Stentebjerg

Fortuna Hjørring kunne løfte mesterskabspokalen, efter de spillede uafgjort mod ligaens andenplads Brøndby IF i Kvindeligaens sidste runde.

Begge hold kunne efterfølgende trække medaljer om halsen, men det var blandende følelser, der kom til syne, da de to hold trådte op på podiet til den efterfølgende medaljeceremoni.

Med to point efter førerholdet havde Brøndby muligheden for at tage førstepladsen fra Fortuna Hjørring med en sejr, og skuffelsen var ikke til at skjule, efter dommeren fløjtede kampen af til 1-1.

Den endelige stilling.

”Jeg står med en følelse af, at man ikke kan ønske os tillykke med sølv,” siger Brøndby anfører Theresa Eslund til FODBOLD FOR PIGER efter medaljeoverrækkelsen.

”Man vinder jo ikke sølvet, man taber guldet,” siger hun.

Det var et skuffet Brøndby-hold der lørdag fik overrakt sølvmedaljer om halsen af anfører Theresa Eslund. Foto: Charlotte Stentebjerg

Theresa Eslund vendte tilbage til Brøndby i vinterpausen efter næsten to år i Seattle Reign. Her kom hun hjem med et mål om at få guldet til Brøndby. Det var også tæt på at lykkedes, da Brøndby flere gange kom frem til store chancer.

”Jeg synes på ingen måde, at vi ligner et taber-hold. Fortuna sidder ret godt på spillet i løbet af de første 20 minutter, men efter det kommer vi godt med. Det bliver lidt tilfældigt, og derfor er det endnu mere ærgerligt at stå her nu.”

Sæsonen har været noget anderledes end forrige grundet corona, men det er alligevel ikke en sæson, som Theresa Eslund vil huske særlig meget tilbage på.

”Det har været en mærkelig sæson, som jeg ikke vil huske for meget. Først kom corona, som var noget møg, og så fik vi sølvmedaljerne. Jeg har været glad for at være tilbage i Brøndby, men mere er der ikke at sige om den her sæson,” siger den ærgerlige anfører.

Fortuna Hjørrings anfører, Caroline Rask, med guldmedaljer om halsen. Foto: Charlotte Stentebjerg

Stemningen var dog i top i Fortuna-lejren, hvor de grøn-hvide kvinder igen kunne kalde sig for danske mestre efter at have mistet titlen til Brøndby i sæsonen 18/19.

”Jeg er så bare glad og lettet, det er meget federe at vinde det på den rigtige måde, fremfor alternativet om at få titlen på papiret på grund af corona,” siger Fortuna anfører Caroline Rask.

Holdende har spillet kampe med færre restitutionsdage end normalt for at hente op på corona-pausen, der udsatte mange kampe.

”Jeg tror ikke rigtig, det er gået op for mig, at vi har vundet endnu, det har været så hektisk på det seneste,” siger Caroline Rask.

Selvom mesterskabet kommer ovenpå en uafgjort fremfor en sejr, er anføreren overordnet set tilfreds med kampen og hele sæsonen generelt.

”Jeg er fuldstændig ligeglad med, at vi får mesterskabet ovenpå en uafgjort. Det havde selvfølgelig været fedt at vinde, men vi er meget lige med Brøndby i kampen, så det er helt fint, at det ender sådan her. Og så har vi spillet en god sæson”

Der var 400 tilskuere til stede under fodboldkampen, der sørgede for god stemning. Med presse og personale var der i alt 500 mennesker tilstede på stadion, som fortsat er den maksimale grænse for, hvor mange der må være til stede under fodboldkampe.

”Det har været så fedt at have publikum med, det giver virkelig en helt anden stemning. Og så er det jo federe at fejre det med dem, end hvis vi bare havde fået tildelt mesterskabet på papiret,” siger hun.

Flere billeder fra kampen i galleriet nedenfor: