Pernille Harder kåret til årets bedste spiller i Europa for anden gang

0
1552
Illustration: UEFA

Pernille Harder kåret til UEFA Womens Player of The Year. Hun slår engelske Lucy Bronze og franske Wendy Renard

For nylig skrev Pernille Harder fodboldhistorie, da hun blev solgt fra Wolfsburg til Chelsea i den hidtil største handel nogensinde indenfor kvindefodbold. Nu skriver Pernille Harder fodboldhistorie igen. Hun er netop blev kåret til UEFA Womens Player of The Year 2019-2020, dvs. Europas bedste kvindelige fodboldspiller.

Det er anden gang i karrieren, at Pernille Harder kåres til UEFA Womens Player of The Year, og dermed er hun den eneste spiller, der har vundet prisen to gange.

Prisen blev uddelt torsdag aften i forbindelse med mændenes Champions League-lodtrækning ved en ceremoni i UEFAs hovedkvarter i Geneve.

Det er en jury bestående af trænere og journalister med speciale i kvindefodbold, der har stået for kåringen. Det danske jurymedlem er FODBOLD FOR PIGERs redaktør Steen Trolle. Han har – selvfølgelig – givet maksimumpoint (5 point) til Pernille Harder. Danmarks øvrige stemmer er gået til Lucy Bronze (3 point) og Wendy Renard (1 point).

I al fordeler juryens stemmer sig sådan her:

1. Pernille Harder (Wolfsburg, nu Chelsea) – 92 point
2. Wendie Renard (Lyon) – 81 point
3. Lucy Bronze (Lyon, nu Manchester City) – 28 point
4. Vivianne Miedema (Arsenal) – 26 point
5. Delphine Cascarino (Lyon) – 24 point
6. Eugénie Le Sommer (Lyon) – 13 point
7. Ada Hegerberg (Lyon) – 11 point
8. Amel Majri (Lyon) – 11 point
9. Marie-Antoinette Katoto (Paris Saint-Germain) – 8 point
10. Dzsenifer Marozsán (Lyon) – 7 point

Ud over prisen som UEFA Womens Player of The Year, har Pernille Harder også vundet prisen som årets angriber i Champions League. I den konkurrence blev Wendy Renard kåret til årets forsvarsspiller, mens Lyons franske målmand Sarah Bouhaddi blev årets keeper og Lyons tyske midbanestjerne Dzsenifer Marozsan blev årets midtbanespiller.

De to priser sætter et flot punktum for en fantastisk sæson for Pernille Harder. Hun har vundet både det tyske mesterskab og pokalturneringen med sin nu tidligere tyske klub Wolfsburg. Hun nåede finalen med Wolfsburg i Champions League og scorede hele 9 mål i årets Champions League-turnering. Og Pernille Harder er som den første ikke-tysker nogensinde blevet kåret til årets bedste kvindefodboldspiller i Tyskland.