Akademichef sætter ord på Fortuna Hjørrings opskrift på ungdomssucces

0
2324

Fortuna Hjørrings U18-hold har blot tabt én gældende fodboldkamp siden maj 2018.

I tiden efter 1999, hvor Fortuna Hjørrings U18-hold vandt DM-guld, har der ikke tilnærmelsesvis været lignende resultater på klubbens bedste ungdomshold, der har gemt sig lidt i skyggen af et endog særdeles vindende Kvindeliga-hold, der siden 1994 har vundet DM-guld hele 11 gange.

Men siden foråret 2018 har den sportslige udvikling for alvor taget fart, og det kun blevet til et enkelt nederlag i denne periode. Klubbens U18-hold overvintrer således også ubesejret på en aktuel førsteplads. Akademichef, Adam Harell, der startede i klubben i januar 2018, kommer med sit bud på hemmeligheden bag de seneste års succes:

– Nogle visionære klubfolk opførte et banebrydende akademi – Dana Cup Academy – i 2017, som havde til hensigt at huse de bedste hjemlige fodboldspillere på pige/kvinde-siden. Men samtidig med dette fødtes der også en drøm, som stadig lever i bedste velgående i klubben. Vi ønsker at være de bedste – spille med og mod de bedste. Denne drøm er omdrejningspunktet i vores hverdag. Lidt forenklet kan man sige, at vi kobler drømmen med tre nøglekomponenter – gode spillere, trænere og faciliteter – og på denne måde skaber en optimal cocktail.

– Dette er en ret simpel og organisk tankegang, og den kan have svære betingelser i en tid, hvor samfundet og fodboldverdenen i stigende grad præges af New Public Management-tankegangen, hvor målstyring er ét af omdrejningspunkterne. 

– Vi forsøger i øjeblikket at holde tungen lige i munden og tage det bedste fra begge verdener uden at gå på kompromis med vores stil. Vi tror på, at vi kan lave den stejleste udviklingskurve, hvis ikke alt skal i excel-ark, og hvis det enkelte individ får gode udfoldelsesbetingelser inden for nogle givne rammer, der vel at mærke er præget af høj fodboldfaglighed. De to tankesæt kan godt forenes, men det er en stor balancekunst, afrunder akademichefen.  

Dana Cup Academy henvender sig til de dygtigste og mest entusiastiske piger i årgangene U16, U17 og U18. Du kan læse mere om akademiet på Fortuna Hjørrings hjemmeside: http://www.fortunahjorring.dk/index.php/dk/om-akademiet

Spørgsmål vedrørende akademiet kan rettes til:

Akademichef – Adam Harell – 25 11 05 50 – adam@danacup.dk

Daglige leder – Anni Brix – 22 43 63 00 – anni@danacup.dk