“Mit mål er at udvikle mig og tage herfra som en bedre fodboldspiller”

0
2061
Katrine Arndal Lauritzen, ISI Idrætsefterskole.

NY PÅ EFTERSKOLE: I disse uger kan du her på FODBOLD FOR PIGER møde nogle af de nye elever på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Katrine Arndal Lauritzen, ISI Idrætsefterskole

Navn: Katrine Arndal Lauritzen
By: Aarhus
Alder: 16 år
Klub/række: Vildbjerg SF U18DM
Position på banen: Central forsvar/højre back

Hvorfor har du valgt at tage på efterskole? 

Jeg har valgt at tage på efterskole for at prøve noget nyt, møde en masse nye mennesker, og for at få et år, hvor jeg kan have fokus på fodbold sammen med en masse andre, som har samme interesse og ambitioner som mig.

Hvorfor blev det ISI Idrætsefterskole? 

Jeg valgte ISI Idrætsefterskole, fordi efterskolens niveau på pigefodboldlinjen er rigtig højt. Alle pigerne på linjen er kommet for at blive bedre, og det giver derfor et rigtigt godt træningsmiljø, som jeg på ISI kan kombinere med skole og den sociale del af efterskolelivet. Derudover samarbejder ISI med Vildbjerg SF, som gør det muligt for mig at spille klubfodbold på højt niveau ved siden af.

Naja Grell Mortensen, Anna Frank Mitchell og Katrine Arndal Lauritzen under en træning på ISI Idrætsefterskole.

Hvad vil du gerne have ud af dit efterskoleophold? 

Mit mål er at udvikle mig og tage herfra som en bedre fodboldspiller, end da jeg startede. Jeg håber også at tage herfra med en masse nye venskaber og fede oplevelser.

Hvad med fodbolden – hvad er dine planer, mens du er på efterskole? 

Min plan med fodbolden er, at jeg igennem det næste år skal træne for at blive bedre, samtidig med at jeg har det sjovt, og får en masse gode oplevelser. Jeg vil gerne være med til at skabe et godt træningsmiljø på efterskolen og i klubben.

Katrine Arndal Lauritzen, ISI Idrætsefterskole.

Hvilke oplevelser ser du mest frem til i løbet af dit efterskoleophold?

Jeg ser rigtig meget frem til de mange efterskolekampe, som vi skal spille i løbet af året. Derudover er skituren i januar også en af de ting, som jeg ser allermest frem til.

Hvordan har din start på ISI været? 

Min start på ISI har været rigtig god. Det tog lidt tid at komme ind i de nye rutiner, men jeg har vænnet mig til de nye omgivelser, og nyder virkelig at bruge min tid på efterskolen.

Fodboldlinjen på ISI Idrætsefterskole.