Ny uge, ny top tre: Flyvende FC Nordsjælland og vilde Vildbjerg i toppen af U18DM

0
1931
Der var pointdeling mellem AGF og KoldingQ, da de to hold spillede 2-2 i weekendens opgør af U18DM. Foto: AGF

Weekendens U18 DM-opgør har endnu engang givet anledning til en ny top tre i ligaen. Fortuna Hjørring sidder dog stadig på førstepladsen på trods af endnu en uge med udsatte kampe for de nordjyske hold.

 Af Charlotte Stentebjerg

Holdene ligger tæt i landets bedste pigeungdomsliga, og ugens kampe har endnu engang givet anledning til en ny top tre. Viborg fik muligheden for revanche efter sidste uges nederlag mod FC Nordsjælland, mens de midterste hold mødtes til tætte opgør.

Efter ugens runde ser stilling i U18DM således ud:

FODBOLD FOR PIGER har samlet en et overblik over rundens resultater og målscorere.

Vildbjerg – OdenseQ (2-1)

Rundens første kamp blev sparket i gang i Jylland lørdag eftermiddag, da Vildbjerg tog imod OdenseQ. Begge hold skulle oprindeligt have mødt et nordjysk hold, der også måtte sidde over i denne runde af U18DM, og de to hold fik i stedet hinanden som modstandere. Men det bar opgøret ikke præg af.

Første del af kampen forblev målfri i en halvleg, der især var præget af blæst og dårligt vejr. I første halvleg var der medvind til hjemmebaneholdet, der også sad på det meste af spillet med flere forsøg fra Vildbjerg. Alligevel gik de to hold til pause med et 0-0 resultat.

2. halvleg blev mere tæt, men 59 minutter inde i kampen kunne OdenseQ dog bringe sig foran til 1-0 med et mål af Louise Wadstrøm. Men tre minutter senere udlignede Vildbjerg på et mål af Vibeke Hedegaard Andersen. I 84. minut scorede Mille Jusjong det afgørende mål for Vildbjerg til 2-1. Målet blev scoret på et hjørne og fastlagde kampens resultat.

Dermed rykker Vildbjerg op på ligaens 3. plads med ét point bag FC Nordsjælland, der efter weekendens opgør indtager ligaens 2. plads. OdenseQ forbliver på 9. pladsen.

Vildbjerg tog sæsonens sjette sejr, da de vandt 2-1 over OdenseQ. Foto: Vildbjerg

 FC Nordsjælland – ViborgQ (3-0)

ViborgQ krydsede storebælt lørdag for at spille mod FC Nordsjælland. Her havde viborgenserne mulighed for at få revanche efter de i sidste uge tabte 5-0 til tigrene. Men det blev svært for udebaneholdet.

Allerede fra start lagde FC Nordsjælland hårdt pres på Viborg-pigerne, og det gav gevinst et kvarter inde i kampen, da Mille Schjerbech Bech kunne gøre det til 1-0. FC Nordsjælland var velspillende det meste af kampen, men ViborgQ sørgede også for at holde de sjællandske piger fra at score for mange mål. Fem minutter før pausefløjt kunne de dog ikke holde FC Nordsjælland væk fra målet længere, og Emilía Kiær Ásgeirsdóttir kunne brunge hjemmebaneholdet foran til 2-0, der blev resultatet ved pausen.

Fem minutter inde i 2. halvleg kunne Karen Linnebjerg Knudsen score til 3-0, og det forblev stillingen indtil slutfløjt.

Kampens resultat betyder, at FC Nordsjælland overtager ligaens 2. plads fra Brøndby, mens ViborgQ forbliver på 7. pladsen.

Udebaneholdet ViborgQ i omklædningsrummet op til lørdagens kamp mod FC Nordsjælland. Kampen endte 3-0 til hjemmebaneholdet. Foto: ViborgQ

AGF – KoldingQ (2-2)

Søndag eftermiddag blev weekendens sidste opgør sparket i gang i Aarhus, da AGF tog imod KoldingQ. Her var det ligaens nr. 5 og 6, der hver og især kunne nærme sig toppen af ligaen med en sejr. Med kun et enkelt points adskillelse mellem de to hold var der også lagt op til en tæt kamp – og sådan blev det også.

Et kvarter inde i kampen kunne Thea Rohde score for AGF, men cirka 20 minutter senere udlignede KoldingQ, da Rikke Steenhold sparkede bolden i nettet. Kort før pausen bragte Klara Hornsleth århusianerne foran til 2-1, da hun scorede på et indlæg fra Julie Poulsen, der også leverede assist til kampens første mål.

Stillingen var derfor 2-1 ved pausen og det meste af 2. halvleg. Kampen skulle helt ind i overtiden, før Julie Tenfjord Sørensen udlignede til 2-2 for KoldingQ og dermed sikrede et point med hjem til Kolding og bevarede placeringen over AGF.

Pointdelingen får ikke indflydelse på de to holds placeringer i ligaen, og de forbliver fortsat på 5. og 6. pladsen.

Der var udsat tre kampe, hvor de nordjyske hold skulle have været i aktion. De bliver spillet senere i sæsonen. Her er det tale om følgende kampe.

 Fortuna Hjørring – OdenseQ

 Varde – AaB

 FC Thy Piger – Vildbjerg